Se videoen: Den stjal rampelyset fra Mary på stor royal dag

Dronning Mary og hornuglen Silje blev fotograferet igen og igen. Foto: Lars Hovgaard

Dronning Mary trådte for en stund ud af vandreturen og mødte en hvidmasket dværghornugle fra Systofte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Næst efter dronning Mary var hornuglen Silje fra Systofte nok den mest fotograferede i Hannenovskoven mandag formiddag.

Og egentlig var det et tilfælde, at Silje nu er endt i en god stribe af landets medier, siddende på dronningens venstre hånd.

- Jeg havde slet ikke regnet med, at det skulle ske. Jeg var bare taget ud i skoven for at se dronningen indvie den nye vandrerute og måske vandre lidt med. Men så får Mary øjenkontakt med mig og Silje og kommer hen til os, fortæller Jette Jørgensen, der er indehaver af Silje og en håndfuld andre ugler.

Blev lidt forfjamsket

Spontant spurgte Jette, om Mary ville prøve at holde uglen. Svaret var ja - og sekunder efter havde Silje rykket plads til den royale arm, behørigt beskyttet af en handske.

- Jeg blev lidt forfjamsket og glemte næsten at tage et billede af det, lød det bagefter fra Jette Jørgensen.

Jette Jørgensen og Silje tiltrak sig stor opmærksomhed på den royale dag i skoven. Foto: Lars Hovgaard

Billeder var der til gengæld mange andre, der tog - og for en stund er den hvidmaskede dværghornugle fra Falster blevet berømt udover de lokale plejecentre, som den for det meste besøger.

- Jeg har fem tamme ugler, som jeg tager rundt med til forskellige begivenheder, ofte ældrecentre og den slags steder. Det er altid hyggeligt, når de ældre sidder og kigger lidt på uglerne, fortæller Jette Jørgensen.

Majestætisk ro

Interessen for ugler har hun haft i mange år. Lige fra hun som lille voksede op på en gård, hvor uglerne fløj rundt om natten. Lydløse og fascinerende.

Jeg blev lidt forfjamsket og glemte næsten at tage et billede af det.

Jette Jørgensen

I dag nyder hun pensionisttilværelsen og dyrker sin passion med ugler, der også har egen hjemmeside under navnet ”uglehulen.dk”.

Mandag blev hun så ”kongelig hofleverandør” af en ugle - dog kun for en lille stund.

Og Silje selv tog hele den store interesse fra dronning og presse med ophøjet, ja nærmest majestætisk ro.

Læs også Folketidendes liveblog fra det royale besøg i skoven HER.