Sejlklub vil kræve erstatning: - Det fik mig godt nok op i det røde felt

Henrik Fich er formand for Sakskøbing Motor og Sejlbådsklub, som holder til i Sakskøbings inderhavn, der vil være "lukket inde" fra oktober til foreløbig 22. maj næste år, mens sluseprojektet realiseres. Arkivfoto: Ingrid Riis

Sakskøbing Motor- og Sejlbådsklub er ikke tilfredse med at miste en del af næste års sejlersæson på grund af forsinkelsen i byggeriet af den kommende sluse i Sakskøbing Fjord. Klubben overvejer erstatningskrav.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: - Da jeg så datoen den 22. maj, fik det mig godt nok op i det røde felt.

Sådan siger Henrik Fich, der er formand for Sakskøbing Motor- og Sejlbådsklub, efter han i denne uge fik bekræftet, at sluseprojektet i Sakskøbing Fjord bliver yderligere forsinket, og ifølge den seneste udmelding vil tage en god bid af næste års sejlersæson.

Har haft god dialog

Sejlklubformanden understreger, at sluseprojektet har stor værdi for byens lavtliggende huse, og at projektledelsen hele vejen igennem har været gode til at være i dialog med de berørte interessenter omkring sluseprojektet, herunder sejlklubberne.

- Men så opdager vi lidt ved en tilfældighed, at der går rygter om, at sluseprojektet bliver forsinket. Det synes jeg bestemt ikke er i orden. Planen har hele tiden været, at fjorden ville være lukket for gennemsejling den 15. oktober til den 15. april, så lokale skibe og gæstesejlere ville kunne anvende farvandet i sæsonen. Men grundet den langsomme opstart planlægges der nu med, at fjorden ikke kan besejles i 25 procent af sejlsæsonen næste år, fortæller Henrik Fich.

Lavere indtægter

Han har nu været i korrespondance med Guldborgsund Kommunes Jannik Lauge Gellert, der har været projektleder for og stadig er tilknyttet sluseprojektet Sakskøbing Kystbeskyttelsesanlæg, efter at der tidligere i år blev peget på bestyrelsen i det nystiftede Sakskøbing Kystsikringslag som bygherre for det store sluseprojekt.

Frygten er, at projektet bliver yderligere forsinket, så en større del af sejlsæsonen ødelægges

Henrik Fich, formand for Sakskøbing Motor- og Sejlbådsklub

- Frygten er, at projektet bliver yderligere forsinket, så en større del af sejlsæsonen ødelægges. Lokale sejlere spærres måske inde i op til halvdelen af sæsonen, for vi ved jo alle, at store anlægsprojekter har det med ikke at overholde tidsplanen. Gæstesejlere kan heller ikke anløbe Sakskøbing med deraf følgende lavere indtægter til havnen og færre turister til byen. Det er noget rod, mener Henrik Fich.

Vil opgøre tab

Sakskøbing Motor- og Sejlbådsklub vil derfor arbejde aktivt for en udskydelse af sluseprojektet, ligesom klubben ifølge Henrik Fich også vil opgøre et tab ved en gennemførelse af projektet med henblik på et krav om erstatning for tabte indtægter på grund af en kortere sejlersæson.

- Som sejler planlægger man typisk sin sæson i god tid, og her skal vi nu ud og fortælle til sejlere, som har tænkt sig at komme til Sakskøbing, at de skal holdes sig væk i 25 procent af sæsonen eller måske halvdelen eller mere. Det ved vi ikke endnu, og den usikkerhed kommer til at koste både sejlklub og resten af byen en masse indtægter, forklarer Henrik Fich.