Sengeliggende mand tævet med bat og frarøvet 10.000 kroner

Retten fandt, at det var en skærpende omstændighed, at offeret var sengeliggende og hverken kunne flygte eller forsvare sig. Foto: Anders Knudsen

Dømt for et voldeligt røveri efter uenighed om et skrabelod.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING 22. september i år troppede 43-årige Martin Krag-Hansen op på en adresse i Systofte. Bevæbnet med et hjemmelavet aluminiumsbat gik han løs på en anden mand, der var sengeliggende efter en trafikulykke - han fik slag med battet flere steder på kroppen, mens han forsøgte at beskytte sig.

Martin Krag-Hansen forlangte at få 10.000 kroner, og fik han ikke pengene, ville han knuse den sengeliggende mand, truede han. Til sidst fik han de penge, han forlangte.

Dagen efter troppede offeret op på skadestuen, hvor der blev taget fotografier, som dokumenterede, at han havde store blå og røde mærker på venstre underarm, lår og ryg, ligesom huden var hævet.

Næste dag gik han til politiet, hvor han blev fotograferet igen, og for nylig førte det til en retssag, hvor Martin Krag-Hansen nægtede sig skyldig. Han fortalte dog, at han var uvenner med offeret, som han mente havde stjålet et skrabelod fra ham - et skrabelod med en gevinst på 10.000 kroner.

Den forklaring sammenholdt med forklaringen fra offeret, fotografierne af skaderne samt udsagn fra et par vidner, der fortalte om offerets tilstand efter overfaldet, gjorde, at retten fandt Martin Krag-Hansen skyldig i røveri og særlig rå og farlig vold.

Martin Krag-Hansen var også tiltalt for en lille måneds tid forinden på Bangsebrovej at have kørt en lille knallert med mindst 54 kilometer i timen, selv om den ikke må køre over 30 kilometer i timen. Knallerten var altså "konstruktivt ændret", og i øvrigt havde han ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring.

De forhold erkendte han.

Straffen blev fastsat til et år og ni måneders fængsel, da retten lagde vægt på, at røveriet var sket i offerets hjem, og at han hverken kunne forsvare sig eller flygte, da han var sengeliggende.

Også det faktum, at Martin Krag-Hansen havde medbragt et hjemmelavet bat og havde slået gentagne gange, var med til at skærpe straffen.

Forholdet med knallerten resulterede i, at han fik en betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert med en prøvetid på tre år. Derudover skal han betale 10.000 kroner i erstatning til offeret, ligesom han skal betale sagens omkostninger.

Martin Krag-Hansen har dog valgt at anke dommen, oplyser Retten i Nykøbing.