Seniorer kan igen få besøg

Besøgskabinen er indrettet ens på begge sider af plexiglasset, så man føler, at man sidder i det samme rum. Her så Lene Bernstein onsdag sit barnebarn for første gang. Foto: Anders Knudsen

Med en besøgskabine kan seniorer på privat plejehjem igen få besøg af pårørende.

Offentliggjort Sidst opdateret

SUNDBY Tårerne løb ned ad kinderne på Lene Bernstein, da hun onsdag mødte sit 12 dage gamle barnebarn for første gang. Når han bevægede sig eller gabte i sin autostol, gled hun ud af samtalen og udstødte et "Åh, se lige der!".

Hun kunne ikke ae hans bløde kinder, men oplevelsen af at se ham lige over for sig igennem plexiglas var anderledes, end havde det foregået over eksempelvis Facetime, mener hun.

- Man lægger ikke mærke til glasset, siger hun, og sønnen Jacob Bernstein er enig i, at oplevelsen er mere naturlig, end hvis det foregik over en skærm.

Han er i øvrigt manden bag besøgskabinen, der officielt åbnede for besøg fra pårørende i mandags på GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering.

Det er kun lidt over to måneder siden, at hans mor flyttede ind på plejehjemmet. Kort tid efter var coronakrisen en realitet, og da han stod til snart at skulle være far for første gang, ville han udvikle et sikkert sted, der gav hans mor mulighed for at se sit barnebarn.

Besøgskabinen er populær, og efter hvert besøg bruger personalet et kvarter på at gøre den ren indvendigt. Foto: Anders Knudsen

Grønt er godt

Arbejdet tog fire uger, og det blev allerede i tegnefasen godkendt af Sundhedsstyrelsen. Ledelsen på GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering med Dorte Olsen-Kludt i spidsen fulgte processen og var med på at sætte kabinen op.

- Frygten for smittespredning gør fysisk kontakt umulig, men vi har tænkt nøje over farver og indretning af besøgskabinen. Når vores beboere træder ind i besøgskabinen, skal de opleve ro, ubekymrethed og harmoni med fokus på det samvær, der skal være med de pårørende, for det skal helst være så givende som muligt under de vilkår, der nu er, forklarer hun.

Derfor har hun givet Jacob Bernstein koden til en lys og mat grøn farve, der dels er velkendt for de ældre, da den findes flere steder på plejehjemmet. Og dels er grøn en organiserende farve, der - også her - er godt for øjnene.

Begge rum i besøgskabinen har den samme farve, så man oplever, at man er sammen, selv om man er adskilt. Og ved hjælp af to satellithøjttalere og mikrofoner taler man ubesværet sammen.

Hver dag siden mandag har kabinen haft besøg af fem til seks hold pårørende, der er kommet for at se deres kære. Og Jacob Bernstein oplever nu en stor interesse fra dele af erhvervslivet, der kan se behovet for løsninger til smittefri besøgskabiner.

Anderledes ser det ud på de kommunale plejecentre, hvor der ikke kan modtages besøg.

Læs om det i artiklerne: "Pårørende i tårer ringer" - "Borgmesteren er enig: Restriktionerne er for skrappe" og "Ulykkelig hustru vil besøge sin demente mand" i torsdagens Folketidende.

Dorte Olsen-Kludt viser Jacob Bernstein og hans kone, Lani Nielsen, hen til besøgskabinen. Foto: Anders Knudsen