Sidste fløjt inden vinterpausen

 

Mens fodboldklubberne i de lokale rækker under DBU Lolland-Falster har afsluttet efterårssæsonen og dermed har taget hul på vinterpausen, skal flagskibene fra LFA i 2. division og DS-klubberne DMI og B. Frem Sakskøbing spille sidste runde på lørdag, hvor alle tre hold skal i ilden kl. 14.
LFA skal en tur til Fyn, nærmere betegnet Otterup. 
Holdet fra Odense-forstaden ligger i skrivende stund på 10. pladsen, mens LFA med en 5. plads ligger lidt højere placeret i rækken. Otterup har imidlertid kun tabt en af sine i alt syv hjemmebanekampe, og kan derfor blive en svær nød at knække for Alliancen.
 
Hængeparti
I Danmarksserien skal både DMI og B. Frem Sakskøbing begge ud i et hængeparti - og begge på hjemmebane. Det drejer sig om udsatte kampe fra tidligere på efteråret, hvor den voldsom megen regn umuliggjorde al fodboldspil på både Døllefjelde Stadion og Sakskøbing Stadion.
DMI skal møde Ringsted, der formentligt har ambitioner om at slutte efteråret af med en placering tættere på topholdene, mens DMI skal skrabe point sammen i bunden af rækken.
Også for B. Frem gælder det om at om at få point og et godt rygstød med i vinterpausen. Kolding ligger et par pladser højere end B. Frem i tabellen, men alligevel skulle der være gode muligheder for gevinst til hjemmeholdet.
 
 
 
Foto: BONNERUP CLAUS/POLFOTO

LFA slutter lørdag efterårssæsonen på Fyn, mens DMI og B. Frem samme dag spiller hjemme.

Offentliggjort Sidst opdateret