Sikke en gyselig skumringstur

Rasmine, til dagligt Pernille Stockfleth, fortalte med bragende røst om uhyggen. Foto: Andreas Johansen

Teaterleder: De faktuelle ting, der bliver fortalt om bygningerne og den slags, de er gode nok.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING For de dødsforagtende fremmødte torsdag i skumringstiden bød aftenen på en uhyggelig rundtur gennem Nykøbings smalle, brostensbelagte stræder og forbi nogle af de ældgamle bygninger, der i århundrede har stået som stiltiende beskuere af Nykøbing, men som i midsommerens mulm og mørke fik en stemme denne aften og de kommende torsdage.

Her inviterer Teatret Masken nemlig på en tur gennem byen, hvor Rasmine og hendes håndlanger Harald fortæller og forskrækker de modige, der har valgt at tage med.

Spøgelseshistorierne er ikke grebet ud af den blå luft, forklarer teaterleder Hannah Karina Mikkelsen:

- Historierne har vi selvfølgelig selv været inde over, men alle de faktuelle ting, der bliver fortalt om bygningerne og den slags, de er gode nok. Så der er også et element af historie over turen, forklarer teaterlederen næsten hviskende, mens vi tager torsdagsturen med Rasmine og Harald.

Historierne går på forfærdelige, sørgerlige eller direkte uhyggelige begivenheder, der relaterer sig til bygninger og velkendte steder i Nykøbing.

Har du for eksempel undret dig, når du har hørt barnegråd på Torvet en sen aftentime?

Eller ved du, at hvis du går en tur ved midnatstide gennem Bastebrostræde og oplever, at en sort vogn trukket af fire kulsorte heste med glødende øjne kommer rasende uden vognstyrer, så må du ikke se ind i vognen?

Al den viden hælder Rasmine generøst udover forsamlingen, der samler sig i halvcirkler om den karismatiske fortæller, mens Harald kommer trækkende med sin lille vogn efter folkemængden.

Turen er dog ikke for alle. Men det er alligevel tæt på.

Teatret Masken vil helst have, de gående gæster er over 10 år gamle, og da turen selvsagt kræver et solidt bentøj, da der vandres på ujævne underlag det meste af tiden, så er det også noget, der skal overvejes, før man møder op.

Gåturen tog halvanden time, og da fortællingerne var fortalt, og gåturen gået, havde mørket lagt sig over byen.

- Skynd jer hjem. Nu har I ikke længere mig til at vogte over jer, og midnatstimen er nær, forklarede Rasmine.

Harald, eller skuespiller Jonas Weichel, fremviste her remedier mod dårligdomme. Foto: Andreas Johansen
Mørket lagde sig over turen som en dyne, og halvanden time efter start var det hele ovre. Foto: Andreas Johansen
Historier om heksekunster og alverdens ulyksagligheder blev delt med tilskuerne. Foto: Andreas Johansen
- Hjælp mig dog ned, Harald. Det er de gamle knæ, forklarede Rasmine. Foto: Andreas Johansen
Bastebrostræde bærer på sin egen forbandelse. Så tag dig i agt. Foto: Andreas Johansen