Sjældne ugler: - Der er flere her end man tror

For nyligt er der set flere slørugler på Lolland-Falster. Billedet er taget på Gedser Fuglestation ved en tidligere lejlighed. Privatfoto

Uglemand har sat 20 redekasser op.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Slørugler er ret sjældne på Lolland-Falster. Men der er nok flere her, end man tror.

Sådan siger Mads Elley fra Gedser Fuglestation.

Indtil i sommer havde lokale ornitologer kun kendskab til et enkelt sløruglepar, som bor et sted på Østfalster.

Men så dukkede et nyt og meget omtalt uglepar op i toppen af det gamle vandtårn i Stubbekøbing.

Og nu kan Mads Elley fortælle, at der for nyligt er set flere lokale eksemplarer af denne ugleart.

Flere slørugler

- Vi har fået melding om et sløruglepar på Østlolland, og forleden blev der meldt om en enkelt slørugle, også på Lolland, fortæller han.

Og der kan ifølge ham godt være endnu flere slørugler på Lolland-Falster.

- Slørugleparrene får to kuld unger om året. Så der er sikkert flere af dem. Ikke mange, men flere, mener han.

Stille ugler

I modsætning til andre uglearter går slørugler "meget stille med dørene", som Mads Elley formulerer det.

- De tuder slet ikke, som for eksempel natugler gør.  De hvæser bare lidt. Så de kan sagtens være her, uden at man lægger mærke til dem, siger han.

I samarbejde med Guldborgsund Kommune er han i disse uger ved at sætte kasser til slørugler op rundt omkring i lader og på andre høje steder.

20 kasser

Indtil nu har han sat cirka 20 kasser op, mest på Falster.

- Det ville være sjovt, hvis der flyttede nogle slørugler ind i dem, siger Mads Elley fra Gedser Fuglestation.

Slørugler går meget stille med dørene.

Mads Elley, Gedser Fuglestation