SJOV KRABAT SAT TIL SALG

Udbudsprisen på de i alt tre ejendomme lyder på 8.250.000 kroner. Foto: Danbolig Erhverv

Lidt over otte millioner skal en kommende køber finde for at købe Hotel Gedser, der tæller tre ejendomme. Men ejeren har også en anden idé.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDSER: Jan Laue er egentlig ikke helt sikker på, om han vil sælge Gedser Hotel. Alligevel er den sat til salg hos Jesper Jensen, ejendomsmægler hos Danbolig Erhverv i Holbæk.

- Jeg vil jo gerne gøre det, som Gedser er bedst tjent med, siger hotelejeren og afslører, at han godt kunne forestille sig hotellet og de tilhørende ferielejligheder kunne fungere som bofællesskab for seniorer. Ifølge salgsopstillingen er der givet tilladelse til at indrette op til 29 lejligheder til seniorboliger.

Jeg vil jo gerne gøre det, som Gedser er bedst tjent med.

Jan Laue, Gedser Hotel

- Det skal selvfølgelig sættes i stand og det kræver investorer, men jeg ofrer gerne selv en million til et rigtigt restaurationkøkken, hvis det er interessant for fællesskabet, at der også er musik og mad et par gange om måneden.

Til højre for Jan Laue er tilbygningen af ferieljligheder fra 1990, hvor man også finder en swimmingpool.  Foto: Anne Katrine Petersen

Jan Laue er selv 76 år gammel og mange års slid på kroppen gør, at han ikke længere kan drive stedet, som ifølge ham har 5-10 gæster om måneden lige nu. Om sommeren er der flere.

Ejendomsmægler Jesper Jensen kalder hotellet en "sjov krabat."

- Hvad den skal fremover, må tiden vise. Der kan både være bolig, bosted og hotel på stedet. Men jeg håber inderligt, den kan blive et aktiv for området.


I salgsopstillingen fremgår det, at hotellet har en teatersal med scene og balkon, to krostuer, restaurantlokaler, seks enkeltværelser, fire dobbeltværelser og fem to-værelses lejligheder. Derudover er der en bygning fra 1990 med 18 lejligheder og endelig en erhvervsejendom på 238 kvadratmeter med en bolig på 40 kvadratmeter.

Jan Laue har ikke endeligt besluttet, hvad han selv skal, hvis stedet, som han har ejet siden 1997, bliver solgt.

- Men jeg skal ikke til København igen. Jeg bliver her i Gedser, hvor der er fred, ro og frisk luft. Det er bare et spørgsmål om i hvilken konstellation, lyder det.

Teatersalen i hovedbygningen, som ifølge Jan Laue har haft besøg af både Tommy Seebach og Johnny Reimar. Foto: Danbolig Erhverv