Skærehaven, der gik over gevind

Det gamle poolområde havde Anette forestillet sig skulle være et orangeri. Men børn og børnebørn nedlagde veto, så i forårsmånederne er det et kompromis. Foto: Claus Hansen

Er gået prikleamok og kan nu sælge ud af sin hobby.

Offentliggjort Sidst opdateret

STAVREBY Hvis man kunne høre planter gro, ville der slet ikke herske den fred og ro, som Anette Mølholm og hendes mand faldt for ved ejendommen. Løvemund, tobaksplanter, lupiner, tomater, asters, tulipaner, cosmos, dahlia, og, og, og. Det vælter bogstaveligt talt op af jorden. I skovbedet, i drivhuset og omkring den indendørs pool.

- Det er sjovt, at det er gået lidt amok, fortæller kvinden med de grønne fingre, Anette Mølholm, da hun viser rundt i haven.

- Min mand tager det heldigvis pænt. Det fungerer som regel sådan, at jeg kommer med en tegning, en idé til et bed, jeg gerne vil have. Han tegner det om, og sådan bliver det. Han anlægger, og jeg passer.

Det gør Anette så godt, at hun har langt flere spirede tomater og sommerblomster, end hun selv får plads til. På søndag klokken 10-13 på Stavrebyvej 2 sælger hun ud af sit overskud for anden gang i år.

- Det er ikke meningen, at jeg skal til at drive planteskole eller noget, griner hun og fortsætter:

- Men hvis jeg helt selv kunne bestemme, lavede jeg ikke andet. Altså jeg kan virkelig godt lide det. Det gør mig glad helt ind i maven, siger hun og giver en havevandring på ejendommen.

Flere tulipaner i aftenslys. På "Haven i Stavreby"s instagram- og facebooksprofiler kan man følge med i, hvornår der er åben sommerhave i år. Foto: Anette Mølholm

Over gevind

I 2019 overtog hun og manden Arne stedet, der har en fortid som skole. Huset har de seneste mange år indtil overtagelsen fungeret som udlejningshus. Derfor var der ved overtagelse græsplæne på det meste af grunden. Det er Anette godt i gang med at lave om på.

- Stauderne skal nydes udenfor. Dem nænner jeg ikke at skære i, så da jeg var til et foredrag om skærehaver i Haveselskabet, blev jeg inspireret og gik i gang med at bestille frø. Det gik lidt over gevind, siger hun med henvisning til de 1.200 potter, hun indtil videre har priklet.

Til daglig arbejder Anette Mølholm som salgschef i en virksomhed i Valby. Når hun har fri, veksler hun mellem fritidsbeskæftigelserne havearbejde og fotografi.

Sidstnævnte endda så godt, at hun har en lille bibeskæftigelse med familiefotografi. Derfor har hun også et CVR-nummer, som kan bruges ved salget af den grønne overskudsproduktion.

Men i forhold til fotografiet er havearbejdet mere fysisk.

- Det er så livsbekræftende at se et frø spire og blive til noget. Jeg oplever, at folk bliver så glade, når de får en buket eller grøntsager fra haven, og så er det jo meget mere bæredygtigt end det, der bliver sprøjtet og fløjet ind.

Havevandringen lakker mod enden. Ligesom de gule Purissima-tulipaner, Anette er stoppet ved:

- Se dem lige, jamen, det er da imponerende. Helt sindssygt, siger hun og afslører, at hun faktisk ikke nænner at skære dem af og tage dem med ind.

Drivhuset er 22 kvadratmeter stort og fyldt til randen med tomater, stauder og skæreblomster. Foto: Claus Hansen
Tulipanerne er snart på retur, men i drivhuset er sommerblomsterne forspiret og snart klar til at komme i bedene. Foto: Claus Hansen
Nærbillede af frøstanden hos den smukke Purissima tulipan. Foto: Anette Mølholm
Et utal af krukker for planter, der skal restituere eller venter på at blive skiftet ind på den eftertragtede plads foran hoveddøren. Foto: Claus Hansen
Den tidligere tennisbane, hvor der i dag er bed til både skæreblomster, krydderurter og grøntsager. Foto: Claus Hansen
Huset er bygget i 1925 som den nye Stavreby Skole. Førstelærer Ancher Jensen skrev derom fra rytterskolens perspektiv: "Lad os nu se, om du kan holde lige så mange Aar som jeg, du kommunale Nybygning." Foto: Claus Hansen
Et af billederne fra instagramprofilen "Haven i Stavreby" viser kæmpe Skælhoved og Violfrøstand. På de sociale medier oplever Anette Mølholm et stort havefællesskab. Foto: Anette Mølholm
Løvemund fylder nogle af de i alt 1.200 potter, Anette Mølholm har priklet i år. Foto: Anette Mølholm
Anette Mølholm og manden Arne har boet i den gamle skole siden 2019. Her flyttede de til fra Idestrup. Foto: Claus Hansen