Skærpede krav til brandsikring i nybyggerier

Skaderne i forbindelse med branden i butikscentret Midtpunktet i Nykøbing var muligvis blevet mindre, hvis bygningen havde været udstyret med et automatisk brandalarmeringsanlæg.

Men det var ikke tilfældet, og det er der heller ikke nogen krav om, fordi bygningen er flere år gammel.

I dag er reglerne skærpet, så der er krav om, at der i nybyggerier skal installeres et automatisk brandalarmeringsanlæg. Men de regler gælder ikke for ældre byggerier som Midtpunktet i Nykøbing.

- Når en bygning bliver indrettet til eksempelvis butikker, sker det efter det bygningsreglement, som gælder på det pågældende tidspunkt. Og selvom en bygning i princippet måske er 30-40 år gammel i sin indretning, betyder det ikke, at man som offentlig myndighed kan stille nye krav, blot fordi der kommer et nyt bygningsreglement.
- Man er nødt til at følge de krav, som oprindeligt blev stillet, så længe der ikke er ændret på konstruktionerne i bygningen eller der er sket andre ændringer, som gør, at man skal følge de nye bygningsreglementer, forklarer beredskabschef ved Guldborgsund Redningsberedskab, Peter Søe.

Det vides endnu ikke præcis, hvor omfattende skaderne efter branden er. Og derfor er det også for tidligt at sige noget om, hvorvidt beredskabsmyndighederne nu kan kræve, at der installeres et automatisk brandvarslingssystem i bygningen.




Men reglerne gælder ikke for ældre bygninger såsom Midtpunktet i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret