Skarp reaktion fra den lokale 3F-formand

- Der er mig bekendt ingen medlemmer af 3F Guldborgsund på byggeriet af Storstrømsbroen, siger den lokale formand Niels Henriksen. Foto: Anders Knudsen

Efter 68 påbud og tre politianmeldelser til firmaer, som bygger ny Storstrømsbro.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er præcis, hvad man kunne vente.

Niels Henriksen, der er formand for 3F Guldborgsund, er ikke det mindste overrasket over de mange påbud, der er givet til det første års arbejde med den nye Storstrømsbro.

Som omtalt mandag har Arbejdstilsynet givet entreprenørfirmaerne på byggepladsen 68 påbud og strakspåbud, siden første spadestik blev taget 28. september sidste år på Masnedø.

Læs også "Tilsyn giver 68 påbud for farligt arbejde på bro"

Desuden er de ansvarlige virksomheder tre gange blevet meldt til politiet i forbindelse med grove forhold, oplyser Fagbladet 3F.

Som nævnt overrasker tallene slet ikke Niels Henriksen.

- Man har jo givet opgaven til nogle, der har problemer, når danske løn- og arbejdsforhold skal overholdes, siger 3F-formand Niels Henriksen.

- Noget svineri

Det er to byggeselskaber, CIPA fra Italien og CNBT fra Portugal, der bygger på broen.

De har tidligere bygget på Metro Cityringen i København, der blev indviet for nyligt, og her er de blevet kraftigt kritiseret for brud på arbejdsmiljøloven.

- Det er politikerne, der vil have bygget så billigt som muligt. De prøver at dække sig ind under, at det skal ske med ordentlige løn- og arbejdsforhold. Men hvem er det, der skal kontrollere, at det sker på offentlige byggerier. Det er fagbevægelsen, men vi får ikke noget for det, siger Niels Henriksen.

Han kalder politikernes fremgangsmåde for "noget forbandet svineri".

- Og det har jeg sagt på Christiansborg, siger Niels Henriksen.

Ingen lokale

Niels Henriksen peger på, at Storstrømsbyggeriet indtil nu slet ikke har skaffet danske håndværkere i arbejde.

- Jeg mener ikke, at 3F Guldborgsund har medlemmer i arbejde på byggeriet af den nye Storstrømsbro, siger 3F-formanden.

Han oplyser, at arbejderne på brobyggeriet er øst- og sydeuropæere fra blandt andet Bulgarien, Portugal og Italien.

- De kommer kørende herned inde fra København, hvor de bor i skurvogne og betaler dyrt for det, siger Niels Henriksen fra 3F Guldborgsund.