Skills-sejr endte med flere sting i hånden

Christian Marthendal Lublin. Privatfoto

24-årige Christian Marthendal Lublin fra Nykøbing løb med sejren i tagdækker-kategorien ved DM i Skills.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING/TOREBY L.: Glæden og stoltheden stråler nærmest gennem telefonen hos både direktør Stephen Kryger fra Hetag IFA Tagdækning A/S, Toreby L., og hans lærling Christian Marthendal Lublin fra Nykøbing, når de fortæller om den forgangne weekends DM i Skills, hvor Christian løb med sejren i tagdækker-kategorien.

- Vi vidste godt, at han er dygtig, og det synes de også på hans skole. Vi havde håbet, at han ville vinde, men slet ikke regnet med det. Så vi er meget stolte, fortæller Stephen Kryger.

Vinderen selv er naturligvis også særdeles godt tilfreds.

- Det er en lækker følelse, og hold k... en oplevelse. Der var jo mange tilskuere i løbet af weekenden og flere medier, der ville have interviews, så det var fantastisk at se ens navn på tavlen og blive modtaget på scenen af Poul Nyrup Rasmussen (den tidligere statsminister, som nu er formand for EuroSkills, red.).

- Jeg tænkte: "Sådan! Endelig!" Det hårde arbejde gav pote. Jeg satte mig for, at jeg ville vinde allerede sidste år, da jeg blev nummer to ved det uofficielle Skills-mesterskab, og jeg har trænet meget op til det i år. Jeg har blandt andet trænet et par uger op til påske og i ugen efter også. Undervejs fik vi skåret en halv time af den tid, vi havde til rådighed, for at presse os til at arbejde endnu hurtigere. Men det viste sig, at jeg godt kan arbejde under pres, fortæller Christian Marthendal Lublin og tilføjer:

- Jeg er meget stolt af mig selv, og min familie er helt vildt stolte.

Skar sig i hånden

Og den nybagte Skills-mester har ufrivilligt fået ekstra god tid til at glæde sig over den flotte sejr. Under oprydningen efter konkurrencen kom han nemlig til at skære sig i håndfladen på den ene hånd, så han måtte sys md fem sting.

- Stingene skal sidde i i 10 dage. Det var uheldigt, men humøret er stadig højt, siger den sygemeldte vinder, som i øvrigt også vandt en miljøpris ved mesterskaberne.

" Jeg er meget stolt af mig selv, og min familie er helt vildt stolte."

Christian Marthendal Lublin, vinder af DM i Skills

Christian Marthendal Lublin bliver færdiguddannet som tagdækker til september og har allerede fået lovning på et fast job hos Hetag IFA Tagdækning, når han er færdig. Hans vej ind i branchen er i øvrigt lidt usædvanlig, for det lå ikke i kortene, at han skulle være tagdækker.

- Jeg har tidligere været altanmontør, men på et tidspunkt var jeg på jobcentret, fordi jeg skulle i aktivering, og en dag kom de fra IFA Tagdækning og fortalte om et trainee-forløb, de havde hos dem, og så tog jeg chancen og meldte mig til det og fandt ud af, at jeg både var god til det og syntes, at det var sjovt. Så det var et helt vildt tilfælde, fortæller han.

Entrepriseleder Bo Hauberg fra Hetag IFA Tagdækning fortæller, at han egentlig syntes, at Christian var for ung til at komme i lære, men da han havde været vant til at arbejde udendørs som altanmontør, valgte man at tage ham ind alligevel.

- Og det har vi ikke for-

trudt, siger Bo Hauberg.