Skole åbner sfo for flygtningebørn

Maryna Bolshchikova havde ikke nogensinde forestillet sig, at hun skulle forlade det centrale Ukraine, hvor hun boede i byen Khmelnitskiy med sønnen Andryi og datteren Veronica, som hun her leger med. Foto: Claus Hansen.

Bedre wifi til online-undervisning af ukrainske flygtningebørn og masser af børnevenligt legetøj medvirker til at skabe glæde i en svær tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Seksårige Andriy Bolshchikov har bygget det danske flag i Lego-klodser. Dem sætter han på et slags køretøj med en dør i og finder to Lego-mænd. En til ham og en til fotografen. Hans mor iagttager legen og smiler lidt bedrøvet:

- Han er omgivet af piger. Han savner at lege med drenge.

Han savner at lege med drenge.

Maryna Bolshchikova, mor til Andryi.

Andriy på seks år er ved at have styr på det danske flag, men han savner at lege med andre drenge. Foto: Claus Hansen.

Det er der ved at blive rådet bod på. Det vil sige, rammerne er blevet skabt, for på Sct. Joseph Søstrenes Skole har man stillet sfo'ens lokaler til rådighed for tre ukrainske børn i alderen seks til otte år og deres to mødre om formiddagen.

Lige udenfor leger danske børn, så muligheden for børneleg er der.  Med bedre wifi-forbindelsen end hos de private, som indkvarterer dem, er det også tanken, at børnene kan modtage undervisning fra Ukraine og se deres klassekammerater online. Når det ukrainske internet altså virker.

Stemmer overens med værdier

Skoleleder på Sct. Joseph Søstrenes Skole John Hansen fortæller, at det kom i stand ved en henvendelse fra skolebestyrelsen.

- Der blev spurgt, om vi kunne hjælpe familierne med at komme lidt hjemmefra. Det kunne vi naturligvis. Det stemmer fuldstændig overens med vores værdigrundlag, der bygger på omsorg, fællesskab og næstekærlighed.

Der blev spurgt, om vi kunne hjælpe familierne med at komme lidt hjemmefra.

Skoleleder John Hansen

Alyona Lomaka med sin otteårige datter, Rianna. Hun er optaget af, at børnene bliver holdt i gang og fortæller, hvordan de laver lektier i matematik og ukrainsk, som de sender til deres lærer i Ukaine. Foto: Claus Hansen

Så i det lille gule hus, der rummer skolens sfo, bliver der nu leget med plus plus-byggeklodser, Lego og alt det andet legetøj. Der bliver talt til 20 på engelsk og til 8 på dansk, når Rianna Lomaka øver sig.

I hjembyen, Dnipro i det østlige Ukraine, gik hun i anden klasse, indtil Rusland indledte krigen. Sammen med sin mor, der arbejdede som økonom med bekæmpelse af korruption, flygtede hun til Warzawa i Polen. Her mødte de revisoren Maryna Bolshchikova og hendes to børn, Andriy og Veronica. De var på vej til Danmark, så kvinderne besluttede at følges.

Glad morgen, trist aften

I en måned har de boet hos private på det nordvestlige Falster. Det kalder de en velsignelse og understreger, at de er dybt taknemmelige. Men selvom de nu lever sikkert og trygt, er særligt børnene mærkede:

- De vågner hver morgen med stort smil på og er glade. Når vi nærmer os aften, er de tit kede af det og savner Ukraine, familien og deres klassekammerater, siger Alyona - og Maryna supplerer:

De vågner hver morgen med stort smil på og er glade. Når vi nærmer os aften, er de tit kede af det og savner Ukraine, familien og deres klassekammrater.

Alyona Lomaka, mor til otteårige Rianna.

-Men de taler heldigvis mindre og mindre om krig.

Lære dansk

Det hjælper, at der sker mere for børnene, og det er mulighederne på Sct. Joseph Søstrenes Skole også en del af.

- Det er meget vigtigt og bedre end kun at sidde hjemme. Vi ville bare utroligt gerne have, at børnene fik mulighed for at lære blot en smule dansk med hjælp fra en lærer, lyder det.

Et ønske, der er blevet præsenteret for skolelederen på stedet:

- Men vi har ikke personale til det og er heller ikke modtagefunktion.

Så indtil videre er det gode legeforhold, internet og muligheden for at møde danske børn. Det kan også noget. Marynas datter mener i hvert fald allerede, at hun har talt med en - og de forstod hinanden.

Selvsagt er kvindernes største ønske, at der kommer fred og værste frygt at miste nære venner eller familie. Men for deres liv i Danmark lige nu håber de at få mere almindelig hverdag, hvor de ser andre end hinanden, og hvor de bor og klarer sig selv. Foto Claus Hansen

Flygtninge fra Ukraine

5.372.854 flygtninge har ifølge FN forladt Ukraine siden 24. februar.

24.888 har søgt om opholdstilladelse i Danmark efter særloven.

8.961 er blevet visiteret til en kommune.

108 af dem er visiteret til Guldborgsund Kommune.

Alyona mener selv, at det er svært at være lærer for børnene og håber, det snart bliver muligt for dem at gå i dansk skole. Indtil videre venter de dog på tredje uge på opholdspapirerne. Foto: Claus Hansen