Skole skal nu have en ny ledelse

Foto: Anders Knudsen

Skoleleder og viceskoleleder er stoppet for nyligt.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORREBY Møllebakkeskolen i Horreby skal have en ny ledelse.

Det står klart, efter at både skolens leder Tina Koltze og viceskoleleder Uffe Juncker er stoppet.

Begge dele er sket indenfor de seneste uger.

Indtil videre er det Brian Brodersen fra Nysted Skole, der fungerer som skoleleder på Møllebakkeskolen.

- Jeg er blevet spurgt, om jeg vil tage en periode på Møllebakkeskolen, og det har jeg sagt ja til, siger Brian Brodersen fredag til Folketidende.

Han vil ikke kommentere, hvorfor hans forgænger, Tina Koltze, er holdt op på skolen i Horreby.

Henviser til chef

I stedet henviser han til sin chef, Margit Mikkelsen, der er centerchef for Børn og Læring i Guldborgsund Kommune.

- Det er hende, der skal oplyse om det, siger han.

Margit Mikkelsen var fredag ikke at træffe for en kommentar til det lederskifte, der er sket på Møllebakkeskolen.

Det samme gælder Tina Koltze, der nu er forhenværende skoleleder.

Hun har været ansat som skoleleder i Horreby siden maj 2016.

Tidligere har hun været lærer og leder forskellige steder igennem mange år.

Viceleder til Sydfalster

Som nævnt er også Uffe Juncker, der har været viceskoleleder i Horreby siden august 2016, rejst fra skolen.

Uffe Juncker er i stedet blevet ansat på Sydfalster Skole, der ligger i Væggerløse. Her skal han begynde på fredag, 1. oktober.

Han har tidligere været ansat på Sydfalster Skole.

Heller ikke Uffe Juncker har været at træffe for en kommentar til, at han nu flytter skole fra Horreby til Væggerløse.

Forældre undrer sig

På Møllebakkeskolen er forældrene blevet orienteret om, at både skoleleder og viceskoleleder er stoppet i deres job i løbet af de seneste uger.

Efter hvad Folketidende erfarer, har det skabt undren blandt forældre over, hvad der et sket på skolen i den seneste tid.

Blandt andet har Tomas Køhlert, Horreby, der sidder som forældrerepræsentant i skolebestyrelsen, skrevet på skole-hjem-portalen Aula.

- Det har været en turbulent tid på skolen, har han skrevet,

Han kommer dog i dette indlæg ikke nærmere ind på, hvad der ligger bag turbulensen på Møllebakkeskolen.

Folketidende har fredag heller ikke kunnet få en kommentar til, hvad der er sket på skolen fra Tomas Køhlert fra skolebestyrelsen.