Skole vil have stillevej

Sundskolens 400 børn fortjener en sikrere skolevej. Det mener skolebestyrelsen, og derfor har den siden marts 2008 søgt Guldborgsund Kommune om at få tildelt et stykke stillevej på Linde Allé i Sundby L.

Men skolen føler sig overset og venter stadig på svar fra kommunen.
- Nu er endnu en skolestart passeret, uden at der er sket noget, konstaterer skolebestyrelsesformand på Sundskolen Flemming Jørgensen.
- Vi synes, at det er en ret billig og simpel trafik-forbedring, vi har søgt om. Det kan klares med et par skilte og en par beton-chikaner. Vi ser, at det kan lade sig gøre andre steder i Nykøbing - for eksempel på Hasseløvej og på Grønsundsvej. Så hvorfor kan det ikke lade sig gøre ved kommunens tredjestørste skole, spørger Flemming Jørgensen.

Skolens ønske er, at strækningen fra Eggertsvej til udkørslen ved Den Røde Skole permanent ændres til en stillevej med en hastighedsbegrænsning på 30 kilometer i timen.

I vejenheden i Guldborgsund Kommune forstår Steen Mathiasen godt Sundskolens utålmodighed.
- Men jeg tror, at de vil finde, at det har været ventetiden værd. Vi er lige på trapperne med en stor, gennemarbejdet og samlet Trafik- og Trafiksikkerhedsplan for hele kommunen, der bliver præsenteret for Teknik og Miljø-udvalget 17. september.
- Her er - blandt mange andre - også Sundskolens trafikproblemer med, og der er forslag til en god løsning, siger Steen Mathiasen.

Sundskolen vil have trafiksikkerheden for eleverne op og hastigheden for bilisterne ned på Linde Allé i Sundby L.

Offentliggjort Sidst opdateret