En mindre brand på et toilet var i dag kort før middagstid årsag til, at børn og voksne Østre Skole kortvarigt blev evakueret.
Branden, som i øvrigt primært udviklede røg og kun ganske lidt ild, opstod på et fællestoilet i indskolingsafdelingen på 2. sal.
Ved branden smeltede plastkassen rundt om en papirrulleholder, og det udviklede en del ildelugtende pvc-røg. Papiret var dog ikke brændt, og det indikerer, at flammerne har været ret begrænsede.
Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, hvordan branden er opstået, men det kan være sket ved, at gerningsmanden har holdt en tændt lighter tæt på plastkassen, indtil den er begyndt at smelte.
Ifølge sektionsleder Morten Håkonssen fra lokalpolitiet i Nykøbing, betragter man sagen som drengestreger eller et udtryk for et råb om hjælp fra nogen med personlige problemer.
Branden blev opdaget ved 11.30-tiden i forbindelse med spisefrikvarteret, og den er formentlig antændt få minutter tidligere, men ingen har observeret gerningsmanden.
I spisefrikvarteret sidder eleverne i indskolingen sammen med en lærer i klasselokalerne og spiser deres mad, og derfor kan det ikke udelukkes, at det måske er andre på skolen, der har sat ild på, oplyser Morten Håkonssen.
Den sparsomme ild blev hurtigt slukket, og elever og lærere fulgte skolens evakueringsplan til punkt og prikke, så alle stod udenfor i skolegården, da brandfolkene nåede frem.
Politiet fortsætter afhøringerne af folk på skolen i håb om, at det kan lede frem til gerningsmanden.
Jakob Poulsen
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker