Skolejubilæum

24 stk. 16-17 årige håbefulde mennesker fik den 23. juni 1960 udleveret deres realeksamensbeviser.

Offentliggjort Sidst opdateret

For nylig samledes 14 af de gamle realister på Viggaarden i Nørre Vedby for at fejre deres 50 års skolejubilæum. Alle glædede sig over i deres midte at have selskab af den mangeårige skoledirektør i Nørre Alslev Kommune Leif Hansen, der som en afholdt ung lærer underviste i klassen og som for øvrigt også deltog i klassens 25- og 40 års jubilæum. Snakken gik lystigt og fornøjeligt i timevis og snakken gik hele spektret rundt. Der var almindelig enighed om, at de trods de fattige, primitive, beskedne rammer blev undervist bredt, alsidigt, seriøst og grundigt. Undervisning af høj kvalitet.

Holdet var det sidste afgangshold fra den gamle realskole, herefter fusionerede den private realskole med den kommunale skole og fik navnet ”forbundsskolen”. Den private realskole lå der, hvor nu Q8 ligger og den kommunale skole havde til huse i det, der i dag er bibliotek. Det eneste, der er tilbage af de private realskole er den bygning, der senere blev skoletandpleje.

Desværre havde fem af de gamle skolekammerater måttet melde afbud, men har givet tilsagn om deltage næste gang, der blev kaldt sammen. Inden selskabet skiltes var der enighed om, at vi næste gang skulle mødes om 5 år til 55- års jubilæet.