SKOLELEDERE IGENNEM 30 ÅR FORTSÆTTER, TIL DE DRATTER OMKULD

Flemming von Würden Pedersen og Inger H. Berg har nu været forstandere for LOF Lolland Falster i 30 år. Derfor har de inviteret samarbejdspartnere og bekendte til reception. Privatfoto

I 30 år har forstanderparret fra LOF Lolland Falster tilbudt undervisning i alt fra førstehjælp til tysk, zumba og meditation med op imod 50 forskellige undervisere.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det var først for nylig, at det slog dem. I 30 år har Inger H. Berg, 63 år, og Flemming von Würden Petersen, 79 år, brugt på at planlægge lokaler, finde nye undervisere og tale i telefon lørdag aftener med dem, der har brug for det. 30 år.

Og de fortsætter, til de dratter omkuld, forklarer parret fra lokalerne på 3. sal af den gamle cigarfabrik på Vestensborg Allé med én af byens bedste udsigter. Her har de lejet sig ind siden 2015.

De mindes tiderne for 30 år siden, hvor de med base i Nysted netop havde fået deres første fælles datter og bestilt et stort EDB-anlæg samt printer til en sum af over 27.000 kroner. Og hvor Inger H. Berg med datteren ved siden af sig kom til at slette et temmelig vigtigt dokument. Det var også dengang, at Flemming von Würden Petersen personligt afleverede chokolade og rødvin i julegave til alle pedellerne ud fra den device, at pedellerne var de vigtigste personer på skolerne.


Vi plejer at sige til de nye lærere, at hvis de starter med fem kursister og i løbet af få mødegange har 10, så er man en god lærer. Men går det modsat, er der noget galt med emnet - eller med underviseren.

Flemming von Würden Petersen

I dag er LOF Lolland Falster blevet en smule mere centraliseret. Ikke fordi at det er med skoleledernes gode vilje, men fordi det kan være svært at finde undervisere ude i de mindre byer. Derfor er hovedkontoret i Nykøbing, imens der er enkelte kurser i Søllested, Stokkemarke og snart også i Nakskov, hvor man i forbindelse med ordblindeugen i uge 40 laver et særligt kursus for ordblinde.

Sprogfag hitter igen

Inger og Flemming har samarbejder med både VUC og Sprogskolen, og det er med til at holde LOF Lolland Falster i live. De modtager kursister fra sprogskolen, når de kan et grundniveau af dansk, og flere personer vælger LOF til, hvis de ikke er klar på et helt program, som de kan få igennem VUC.

- Vi oplever også, at vi kan være lidt mere fleksible og kan jonglere flere behov fra de studerende. For eksempel hvis de har brug for, at en prøve rykkes lidt frem, siger Inger H. Berg, der er forhenværende skolelærer og nu underviser i matematik på LOF Lolland Falster.

Succeskriteriet for en god aftenskole er gode lærere, mener de.

- Man skal også hele tiden forny sig med det, der undervises i. Vi plejer at sige til de nye lærere, at hvis de starter med fem kursister og i løbet af få mødegange har 10, så er man en god lærer. Men går det modsat, er der noget galt med emnet - eller med underviseren, forklarer de.

Noget tyder på, at det går godt, for flere af lærerne er nu godt booket op i løbet af ugen. Og det er med kurser som meditation, babyrytmik, zumba og yoga, som ikke ligefrem var storhittere tilbage i 1992. Til gengæld ser skolelederne med stor tilfredshed, at sprog nu igen er blevet populært efter et par års faldende interesse.


Onsdag markeres jubilæet med en reception i lokalerne på Vestensborg Allé 1, 3 fra klokken 15.00 til 18.00.