Skræmmeskilte duer ikke

De nye skilte på diget blev sat op af digelaget i weekenden, men de skal ned igen, mener kommunen. Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Digelagets nye bud på cykelskilting lever ikke op til naturbeskyttelsesloven, mener kommunen.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER Det er skræmmeskilte, Det Falsterske Digelag har sat op på diget. Og det duer ikke.

Sådan lyder meldingen fra leder af Guldborgsund Kommunes naturafdeling, Frederik Cordes, som dermed - på linje med teknik-, miljø- og ejendomsudvalgsformand Peter Bring-Larsen (G) - vender tommelfingeren nedad for digelagets nye bud på skiltning langs Østersøen.

På skiltene står der "Vis hensyn! Undlad cykling på diget", og de er kommet op, efter politiet har beordret digelaget til at fjerne forbudsskiltene.

Samtidig er cykelforbuddet forsvundet fra de mange grønne piktogrammer, der står på det 17 kilometer lange dige.

Den sidstnævnte indsats er kommunen godt tilfreds med.

- Det er præcis, som vi har foreslået det og i overensstemmelse med det påbud, vi har givet. Men de store skilte er efter vores opfattelse ikke i overensstemmelse med Naturbeskyttelseslovens bestemmelser. Skiltningen skal vise, at det er tilladt at cykle og gå på digekronen. Det må ikke være et skræmmeskilt, siger Frederik Cordes, der vil overlade til politiet, hvad der skal ske med den nye skiltning.

- Vi har overdraget sagen til politiet, så kommunikationen om skiltningen og det påbud, der er givet, går ad den vej. Derudover arbejder vi stadig på at finde en dato for et dialogmøde mellem kommunen og digelaget, men det er endnu ikke lykkedes, siger Frederik Cordes.