Skraldeordning genovervejes

Der er stor forskel på, hvad den enkelte husstand har af muligheder for at sortere affald. Foto: Arkivfoto

Dele af løsningen falder ikke i god jord.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Efter ordrer direkte udstedt fra Christiansborg er mange af landets 98 kommuner gået i gang med at se på, hvordan borgerne kan sortere deres affald på en mere miljøvenlig og bæredygtig facon.

I regeringens klimaplan og nye affaldsbekendtgørelse er der indført krav til sortering af husholdningsaffald i 10 fraktioner - ordningen skulle være trådt i kraft allerede 1. juli, men den deadline nåede ganske få kommuner ikke, herunder Guldborgsund Kommune.

Forslag til tillæg til affaldsplan har været udsendt i offentlig høring i otte uger i perioden fra august til november. Der er indkommet 30 høringssvar.

Høringssvarene omhandler primært forholdet angående individuel- eller fællesløsninger i sommerhusområder samt "sækkeløsningen", som også teknik, miljø og ejendomsudvalgsformand Peter Bring-Larsen, Guldborgsundlisten, peger på som noget, der skal ses nærmere på.

- Altså alle synes, det er en god ide at affaldssortere. Vi tilslutter os dagsordnen og indstillingen fra forvaltningen. Men vi har samtidig gjort opmærksom på, at Refa skal kigge nærmere på plasticsækordningen, for det er der kommet mange høringssvar om. Det kan vi som politikere ikke ændre på - det er en forsøgsordning. Men det er vi stærkt utilfredse med. Vi synes ikke, det er en holdbar løsning, og det mener udvalget som helhed, fortæller Peter Bring-Larsen.