Skyderi både i Maglebrænde og Gundslev

Det var en 30-årig mand fra Maglebrænde, som tidligt i morges blev ramt af skud i forbindelse med en episode i byen.

Fem personer er anholdt, heriblandt det 30-årige offer. Der er mindst én kvinde blandt de anholdte, og ifølge efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen er der tilsyneladende både affyret skud på adressen i Maglebrænde ved eller i nærheden af Det Gamle Mejeri på Stubbekøbingvej ved Gundslev.

Den 30-årige er blevet ramt i ryggen af skuddene, som angiveligt er affyret med et haglgevær.

Søren Ravn-Nielsen fortæller til Radio Sydhavsøerne og folketidende.dk, at den første anmeldelse om skud indløb fra Gundslev klokken 05.03 i morges. Tretten minutter senere kom der en tilsvarende anmeldelse fra Maglebrænde.

Den ene af de fem anholdelser er foretaget i Gundslev, mens de øvrige er foretaget i Maglebrænde.
Der har været oplysninger fremme om, at skyderierne har forbindelse til et indbrudsforsøg, men det kan Søren Ravn-Nielsen ikke bekræfte.

Han ønsker heller ikke at udtale sig om, hvorvidt en kuffert og en scooter, som er fundet efterladt foran Det gamle Mejeri i Gundslev har noget med sagen at gøre.

Den 30-årige skulle ifølge politiet være udenfor livsfare.




Der blev både skudt i Maglebrænde og Gundslev i morges. Fem er anholdt - heriblandt det 30-årige offer.

Offentliggjort Sidst opdateret