Den delfin, der på det seneste er set flere gange i havnebassinet i Gedser, er ikke en hr. hvem som helst.
Der er nemlig tale om delfinen Delle, som i lang tid holdt til i Svendborgsund ved Svendborg. Det fastslår hvalekspert Carl Kinze, der blandt andet står bag hjemmesiden hvaler.dk og har skrevet flere bøger om hvaler.
Han forklarer, at der er tale om en delfin af arten øresvin, og at det er nogle særlige individuelle kendetegn på rygfinnen - blandt andet nogle hakker på bagkanten, der gør, at han er så sikker på, at der er tale om Delle.
Delles oprindelige navn er i øvrigt ikke Delle, men Yoda. Dyret er nemlig blevet fulgt af hval-entusiaster og andre igennem flere år.
Den stammer formentlig fra farvandene omkring Skotland og er sandsynligvis født omkring 2007 - det er i øvrigt skotterne, der har døbt den Yoda.
Annonce
Artiklen fortsætter under billedet ...
Så sent som i lørdags tog Brian Bennetsen dette billede af Yoda/Delle i havnebassinet i Gedser. Foto: Brian Bennetsen.
Yoda, eller Delle, om man vil, har opholdt sig i de danske farvande i flere år, men den har også været i Tyskland. Efter tiden i Svendborg blev den ifølge Carl Kinze set i Travemünde og derefter Warnemünde på den tyske nordkyst, inden den vendte tilbage til Travemünde igen.
Og nu ser det altså ud til, at den har slået sig ned omkring Gedser for en tid.
- Hvis den gør, som den har gjort tidligere, vil den opholde sig ved Gedser i lidt længere tid. Så nu drypper delfin-feberen også på Gedser, siger han.
Hvordan skal man opføre sig, hvis man ser den?
- Man skal nyde den på afstand. Det er jo et vildt dyr, så man skal møde den med respekt og ikke forsøge at trænge den op i en krog. Og så skal man lade være med at interagere med den. Man skal ikke hoppe i vandet for at komme tæt på den, for den er stor og vejer nok omkring 500 kilo.
- Han (Yoda/Delle er ifølge Carl Kinze en han, red.) er en rigtig springfyr, der godt kan lide at springe op af vandet, men det kommer an på forskellige ting - blandt andet hvor meget plads der er, fortæller Carl Kinze.
Hvis man har oplysninger om Yoda/Delle, vil Carl Kinze gerne høre om det på mailadressen cck@hvaler.dk
Hos Gedser Redningsstation har man også bemærket den nye gæst i havnen, fortæller redningsstationens leder Brian Bennetsen.
Annonce
- Hvordan er det at få en kendis til byen?
- Det er da lidt sjovt. Jeg mindes ikke, at der har været en delfin i Gedser før. Det er muligvis første gang i nyere tid, og det er da meget sjovt, siger Brian Bennetsen, som dog tvivler på, at Yoda/Delle bliver i området i længere tid.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker