Slotsbryggen-svindler i retten

En af de mest omtalte sager i Nykøbing i 2007 får i morgen et foreløbigt punktum ved Retten i Nykøbing.

Her står den tidligere ejer af underetagen i første etape af det storstilede kanalhavnsbyggeri Slotsbryggen sigtet for dokumentfalsk og bedrageri til mere end 28 millioner kroner.

Ifølge retsmødebegæringen benyttede den 33-årige Ronni Bilde-Sørensen fra Nykøbing ad flere omgange falske bankgarantier, da han og hans hustru - eller selskaber de stod i spidsen for - købte erhvervsdelen for knapt 28,6 millioner kroner af bygherren DB Partner A/S.

Da bygningen stod færdig fik han, ifølge retsmødebegæringen, også DB Partner til at stille ejerlejlighederne i bygningen til rådighed for ham og hans kone og påførte derved bygherren risiko for et endnu større økonomisk tab.

Derudover er Ronni Bilde-Sørensen sigtet for to tilfælde af bedrageri mod de to forretningsdrivende, som nåede at leje sig ind i butikslokalerne, før han blev afsløret. De betalte henholdsvis cirka 77.000 kroner og cirka 102.600 kroner i depositum til Ronni Bilde-Sørensens selskab Maritim Store Development ApS.

Penge, som de to erhvervsdrivende mistede, da falskneriet blev opdaget, og han ikke kunne betale pengene tilbage til dem.

Ronni Bilde-Sørensen har tidligere tilstået både dokumentfalsk og bedrageri ved et retsmøde og sagen afvikles derfor som en tilståelsessag.

Den sigtede har siddet varetægtsfængslet i en kortere periode sidste år.




Den tidligere ejer af butiksarealet i første etape af Slotsbryggen i Nykøbing skal i morgen for retten. Han er sigtet for dokumentfalsk og bedrageri ved at have benyttet sig af falske bankgarantier til mere end 28 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret