Slotsbryggens beboere står tilbage med byggesjusk

- Det er kedeligt nyt for os alle, for vi har haft et godt forhold til Henning Christoffersen.
- Han har ikke været hurtig til at udbedre de skader, der er på byggeriet, men han er en fin nok fyr, konstaterer formand for ejerforeningen på Slotsbryggen, Jørgen Blomquist, efter at det står fast, at Slotsbryggens bygherre DB Partner A/S med direktør Henning Christoffersen i spidsen er gået konkurs.

En del beboere i både første og anden etape af Slotsbryggen har klaget over skæve gulve, manglende afspærring på altaner og andre fejl og mangler ved byggeriet.

Det er sager, der har stået på siden første etape stod færdigt til indflytning for flere år siden, og som DB Partner og Klemmensen og Nielsen lige så længe har diskuteret ansvaret for - mens beboerne må leve med fejlene i hverdagen.

Nu ser det ikke ud til, at beboerne skal sætte næsen op efter en løsning foreløbig.

Ifølge Henning Christoffersen har han selvstændige retssager kørende med tre utilfredse beboere, og det er ikke noget ejerforeningen blander sig i ifølge Jørgen Blomquist. Foreningen tager sig til gengæld af beboernes fælles problem, nemlig deres fælles facader på husene.
- Der har vi jo også skader, der skal laves og vedligeholdelse, der udgør et økonomisk og praktisk problem, siger Jørgen Blomquist.




Beboerne på Slotsbryggen i Nykøbing er efterladt med uafsluttede sager om byggesjusk efter bygherres konkurs.

Offentliggjort Sidst opdateret