Slut med bumpet motorvej om to år

Den ujævne overflade har i snart 25 år givet nervøse træk hos bilisterne, som har taget en tur på den. Strækningen på syv kilometer fra Højmølle Kro på Nordfalster til afkørslen ved Nørre Alslev/Stubbekøbing har ikke været en fornøjelsestur, men en daglig plage.

Men inden længe er det slut. Betonmotorvejen skal nemlig have asfalt på.

Regeringens trafikforlig har også kastet kroner af sig til at forbedre strækningen på Nordfalster. Arbejdet begynder om nogle måneder. Det vil tage to år og koste 80 millioner kroner, fortæller Niels Christian Skov Nielsen, som er driftsdirektør i Vejdirektoratet.

- Vi glæder os til at slippe af med den vej. Den er ujævn og har mange buler efter reparationer. Det bumper, når man kører på den, fortæller Niels Christian Skov Nielsen.

Han forventer, at arbejdet med at skifte fra beton til asfalt vil begynde til april eller maj i år. I slutningen af 2010 skulle bilisterne kunne sige endeligt farvel til den bumpede motorvej.




Det betonklædte stykke af motorvejen på Nordfalster får snart rigtig asfalt på. Arbejdet vil vare et par år.

Offentliggjort Sidst opdateret