Smadret vej koster millioner, men de har ikke fundet en krone

Der er ingen penge til at reparere Gammel Færgevej, der stadig er lukket efter stormfloden for et år siden. Foto: Bjarne Arildsen

- Måske kan vi finde midler på tværs af udvalg, siger lokal politiker

Offentliggjort Sidst opdateret

Her et år efter stormfloden er Gammel Færgevej ved Grønsund stadig lukket, fordi der mangler et par hundrede meter af vejen.

Og der er ikke udsigt til, at vejen snart bliver lavet, så bilister og cyklister kan køre på den.

Der er nemlig her og nu ikke penge til at reparere vejen, ikke en gang med en billig løsning.

- Vi har et finansieringsproblem, som byrådsmedlem Ole Bronné Sørensen (S) siger det.

Penge rakte ikke

Ganske vist fik Guldborgsund Kommune andel i den stormflodspulje, som staten oprettede sidste år.

Men de penge, som kommunen fik, rakte ikke til Gammel Færgevej.

I stedet er den kommunale andel gået til at sikre Sønder Boulevard i Gedser og Bønnetvej ved Hesnæs.

- Og så var der ikke noget til Gammel Færgevej, siger Ole Bronné Sørensen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Gammel Færgevej var beskyttet af et dige, men det ødelagde stormfloden også. Foto: Bjarne Arildsen

Intet på budgettet

Forleden vedtog et samlet byråd i Guldborgsund sit 2025-budget.

Men her er der heller ingen konto, som der står Gammel Færgevej på.

- Vi prøvede, men det lykkedes ikke at få det med i budgettet, forklarer han.

Derfor står der til denne opgave lige præcis nul kroner.

Vi har et finansieringsproblem.

Ole Bronné Sørensen (S), byrådsmedlem

Ole Bronné Sørensen, der er medlem af udvalget for klima, teknik og miljø, ser dog en mulighed for at finde penge til Gammel Færgevej.

- De forskellige udvalg kan hjælpe hinanden. Så hvis teknisk udvalg kan komme med noget, og der kan komme nogle midler fra turistområdet, så kan der måske findes nogle penge, siger han.

Disse penge skal så i givet fald bruges til at reparere vejen, idet kystsikringen på stedet hører under Det Classenske Fideicommis.

Billig løsning

Byrådsmedlemmet vil ikke sætte tal på, hvad det vil koste at reparere Gammel Færgevej.

Ny vej til millioner

  • Det vil koste et ukendt millionbeløb at reparere Gammel Færgevej ved Grønsund.
  • Guldborgsund Kommune har tidligere oplyst, at det vil koste fem-seks millioner kroner at reetablere vejen, som den var før.
  • Men skal vejen klimasikres for alvor, så lyder beløbet på mellem 11 og 15 millioner kroner.

- Men man kan jo begynde med at lave kystsikringen og lægge grus på strækningen. Det er en lidt billig løsning, og sådan vil beboerne også gerne have det, siger Ole Bronné Sørensen.

Han kan ikke sige, hvornår en sådan løsning i givet fald kan være klar.

- Vi skal først snakke sammen på tværs, og det kan tage noget tid, siger han.

Så indtil videre er der ingen ny Gammel Færgevej på vej.