Smørrebrøds-forretning flytter

Indehaver Dorit Mortensen flytter KB Smørrebrød fra Slotsgade til større lokaler i Nygade fra november. Foto: Flemming Keith Karlsen

KB Smørrebrød har fundet nye lokaler.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Frokostsultne smørrebrødsentusiaster skal vænne sig til at gå ad Nygade i stedet for ad Slotsgade, hvis de vil have KB Smørrebrød til at stille deres sult.

For efter lige knap seks år i de små lokaler i Slotsgade 16 rykker KB Smørrebrød til meget større lokaler i Nygade 18. Her havde Restaurant Schous til huse indtil årsskiftet, hvor ejerne besluttede sig for at koncentrere sig om forretningen på Marielyst. Ejerne har nu fra 1. november udlejet køkken og delikatesseafdelingen i Nygade til Dorit Mortensen fra KB Smørrebrød.

- Kapaciteten er blevet for lille her i Slotsgade. I det seneste års tid har jeg ledt efter et bedre egnet lokale. Lokalerne i Nygade er rummelige og ligger godt. Eneste minus er, at der er betalingsparkering på gaden. Flere af mine kunder har sagt til mig, at de nødig vil til at betale for at parkere for at hente deres frokost, siger Mortensen.

Med flytningen af butikken fra 1. november udvider hun medarbejderstaben med en ekstra medarbejder. KB Smørrebrød har sidste åbningsdag i Slotsgade i dag tirsdag.