Solcelleforsøg til vands blev godkendt af udvalg

Der skal tænkes anderledes, når solcellerne placeres på vand i forhold til på land. Foto: Anders Knudsen/arkiv

European Energy A/S vil placere solceller på søer i kommunen,

og den plan bliver der nu arbejdet videre med.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Efter gårsdagens møde i Guldborgsund Kommunes teknik, miljø og ejendomsudvalg kan man nu gå på jagt efter lokale søer, hvorpå der kan være plads og gode forhold til solceller.

- Hvis man kan finde nogle typisk gamle grusgrave, hvor der er noget vandareal, så synes vi, at det kunne være spændende at prøve det af, fortæller Peter Bring-Larsen (G), der er formand for teknik, miljø og ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune.

Kommunen har modtaget en henvendelse fra European Energy A/S omkring muligheden for at opstille solceller på vand, hvilket der nu vil blive arbejdet videre med.

Men placeringen på vand vil også give nogle nye udfordringer.

- Når vi laver solceller på land, har vi nogle principper, vi gerne vil forsøge at efterleve. Der skal være beplantning omkring og alt sådan noget der. Og med det andet her på vand har vi jo ikke nogle principper, men vi vil gerne lave et forsøg, hvor vi prøver det af, og laver nogle erfaringer ud fra det, fortæller Peter Bring-Larsen.

- Det bliver jo i hvert fald lidt sværere. Man kan jo i hvert fald ikke bare plante nogle træer, fortsætter han.

Virksomheden havde i forvejen nogle forslag til en placering.

- Men der lå nogle naturområder, og dem vil vi ikke gerne ødelægge, siger Peter Bring-Larsen.

De fleste større søer i Guldborgsund Kommune er beskyttet i henhold til naturbeskyttelsesloven, hvorfor man i stedet kigger efter søer i grusgrave.

I løbet af foråret vil man komme nærmere på en placering til solcellerne.