Sommer på græs giver hjerter

Ole Karmsteens 100 jerseykøer går nu ude hele sommerhalvåret og har 10 hektar at græsse på. Foto: Privat

VIDEO Gårdejer: - Man bliver bare i godt humør af at se på køerne, når de kommer ud. Og der er ingen tvivl om, at de gerne vil ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

MAGLEBRÆNDE Mens andre i den netop passerede højtid hængte påskeæg op, kunne landmand Ole Karmsteen på Algestrupvej pynte sig med hjerter.

Han har nemlig fået to såkaldte velfærdshjerter at hænge på sine 100 jerseykøers stald.

Hjerterne kommer fra Fødevarestyrelsen, der med en ny mærkningsordning opmuntrer landbruget til at tænke i mere dyrevelfærd.

Indsatsen honorerer Ole Karmsteens aftager af mælken, Arla, med en højere pris.

- Jeg får en merpris på omkring 1.500 kroner pr. ko om året, og det var nok det, der gav mig sparket til at komme i gang, fortæller Ole Karmsteen.

Den mest synlige del af den nye dyrevelfærdsindsats på gården kan ses på de 10 hektar græsmarker, hvor de 100 jerseyer nu går og græsser hele sommerhalvåret.

Og det syn tæller i høj grad også med i gårdejerens lyst til at gå efter hjerterne.

- Jeg bliver bare i godt humør af at se på køerne, når de kommer ud. Og der er ingen tvivl om, at de gerne vil ud. Derudover giver græsset mælken et andet indhold af fedtsyre, som man kan smage, konstaterer han.

Det er cirka 15 år siden, Ole Karmsteens køer sidst gik ude - bortset fra ungdyrene.

Men nu er tiden til igen at lukke stalddørene op.

- Vi er gået fra en besætning på 250 til de 100, og derfor kan det lade sig gøre nu. Alene trafikken frem og tilbage til stalden med 250 køer er for meget bøvl, og det kræver også enormt store græsareaeler. Men med 100 køer går det fint, forklarer Ole Karmsteen.

Siden 2017 har produkter fra grise været mærket med dyrevelfærdsmærket, og i 2018 kom kyllinger også med i ordningen. Men det er først fra 1. januar i år, at køerne er kommet med.

Både køer og landmand er i godt humør på Algestrupvej, lyder meldingen fra Ole Karmsteen. Foto: Privat