Søster til drabssigtet: Hun er iskold

Det er en iskold og intelligent kvinde, der sidder bag tremmer i Slagelse, sigtet for drab i Gedser i oktober 2007 og drabsforsøg i Næstved i december sidste år.  
Det er i hvert fald det portræt hendes egen lillesøster tegner i dagens udgave af Ekstra Bladet.
 
- En kvinde, der går over lig for at få, hvad hun vil have, erklærer lillesøsteren Susette Nørskov Jensen til avisen.
 
- Altså. Jeg havde ikke ventet, at dette ville ske. Sådan er det ikke. Men da jeg fik besked om, at min storesøster nu er sigtet for både drabsforsøg og drab, at hun måske har forgiftet tre mennesker, kom det på den anden side heller ikke bag på mig.
 
I det hele taget har den 52-årige kvinde en lang række kontroversielle sager bag sig. I følge I følge Ekstra Bladet påstod hun for 23 år siden, at hun var blevet sexmisbrugt som barn og gik til psykolog. På det tidspunkt var hun i sit første ægteskab og var bosat på Fyn. Ægteskabet holdt ikke.
 
Fem år senere blev hun gift igen. Den nye mand døde i 2006 og det er det dødsfald, som i Gedser kaldes 'mystisk' og undersøges af politiet. Det samme gælder den daværende svigermors død, der fandt sted få uger forinden.
 
Før det kom så vidt, så blev den 52-årige kvinde, i følge hendes egen datter, dømt for falsk anklage efter at hun, mens hun var gravid med sin nu 16-årige søn, anklagede en betjent for voldtægt.
 
Susette Nørskov Jensen er i dag bosat i Sverige. Hun træder frem i Ekstra Bladet selvom hun frygter, at det kan udløse en fatal hævn fra storesøsteren.
 
- Er hun på fri fod om få år, er vi bange for, at hun også vil slå os ihjel, fordi vi er stået frem, siger lillesøsteren til avisen.




Familiemedlemmer tegner skræmmende portræt af den 52-årige kvinde, der sigtes for giftdrab i Gedser

Offentliggjort Sidst opdateret