Spaden kom i jorden til MO.VE

Byggeriet af det nye foreningshus bliver delt op i to faser. Den første fase, der starter nu, er opførelsen af selve foreningshuset, og anden del, som bliver anlæggelse af udearealerne, følger i foråret 2021. Foreningshuset kommer til at indeholde foreningsfaciliteter med plads til hygge og fællesskaber på tværs af foreninger og andre brugere. Desuden vil der være café med et opholds- og loungeområde, mulighed for e-sport, fitness, en stor sal, kontorer og andre foreningslokaler. Der vil også være omklædning, kontorer, grejbank og depoter, vaskeri med videre. Anden etape med anlæggelse af udearealerne kommer til at omfatte hele området omkring kunstgræsbanerne, skoven samt et aktivitetsbånd fra foreningshuset og hen over banerne mod bueskytternes anlæg. Foto: Claus Hansen

Gravearbejdet til nyt foreningshus kan nu gå i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING I fredags blev spaderne sat i jorden til byggeriet af et fælles foreningshus på Nykøbing FC's baner ved Østre Allé i Nykøbing.

Planerne om at bygge huset strækker sig helt tilbage til fusionen af B. 1901 og B. 1921 i 2013, hvor fodboldklubben Nykøbing FC opstod. Dengang blev projektet døbt Idræts Campus, men hedder nu MO.VE, der står for MOtion VEsterskoven.

- Det er jo megafedt at nå hertil. Det er jo fedt, at noget, der er arbejdet med i flere år, også bliver sat i søen. Det har været en lang proces, og man jo ikke fortænke nogen i, hvis de har haft den tanke, at det aldrig bliver til noget. Men de, der har arbejdet tæt på det, har gudskelov troet på det hele tiden, fortæller Nykøbing FC's formand, René Fjeldsøe Sørensen, der er glad for samarbejdet med både fonde og Guldborgsund Kommune.

- Vi er utrolig glade for, at det er lykkedes os at opnå meget stor opbakning fra tre af Danmarks største fonde og foreninger: Den A. P. Møllerske Støttefond, Realdania og Lokale og Anlægsfonden samt ikke mindst Guldborgsund Kommune. Særligt kommunen har troet på projektet i mange år og medvirker til både projektudvikling og en stor andel af støttekronerne - det er vi meget glade for, fortæller formanden.

Foreningerne bag MO.VE tæller udover Nykøbing FC også Guldborgsundløberne, Aktiv Fritid, B.1989, Svømmeklubben Syd og Petanque klubben.

- På grund af at Nykøbing F. Hallen skal udbygges, er vi blevet enige om, at petanquebanerne skal flyttes herud. Et hus som det gamle klubhus, vi har, bliver jo typisk kun brugt fra klokken 16.00-20.00, hvor det her hus, ved at der kommer nogle andre brugergrupper ind, gerne skulle bruges fra morgenstunden til om aftenen. Når man har så mange kvadratmeter stående, giver det ikke mening, at det bare står tomt, fortæller René Fjeldsøe Sørensen.

Det nye hus indtager cirka 1.800 kvadratmeter af baneområdet hos NFC, hvorfor der også vil blive lidt mindre plads at spille på.

- Vi har tegnet et anderledes baneanlæg, og vi kommer græsmæssigt måske til at mangle en 11-mandsbane, men så får vi en masse småbaner rundt omkring i stedet for. Og det kan vi nemt få til at fungere, fortæller René Fjeldsøe Sørensen.

I Lokale og Anlægsfonden glæder man sig også over, at byggeriet nu kan tage form.

- NFC henvendte sig for første gang i 2016, og projektet har udviklet sig meget siden. Men den oprindelige idé om at være et mødested for mange andre end den stærke fodboldklub er intakt og står nu endnu stærkere end før. Vi har store forhåbninger om, at MO.VE bliver et fantastisk, aktivt mødested for byens borgere, fortæller udviklingskonsulent Oliver Vanges.

Med til spadestikket var blandt andet repræsentanter fra ETN Arkitekter, Spektrum Arkitekter, MOE Rådgivende ingeniører og Pilemand A/S, der skal stå for hovedentreprisen. Derudover var også foreningerne Guldborgsundløberne, Aktiv Fritid og Svømmeklubben Syd repræsenteret. På grund af coronarestriktionerne var det ikke muligt at have det store fysiske publikum til eventet. Der var dog mulighed for at følge med via livestream på NFC's facebookside. Foto: Claus Hansen
Det hele er blevet kørt i stilling til, at gravearbejdet kan blive gjort henover vinteren. Foto: Claus Hansen