Startvanskeligheder for tidligere diskodronning

- Det har været svært at løbe i gang.

Ellen Holmberg, tidligere diskodronning i Nykøbing, gør regnebrættet op efter sin første måned som restauratør i Ellens, før Kjørup Kro, på Bøtø.

- Alle mine gamle kunder, bekendte og nogle, jeg har arbejdet sammen med, har aflagt besøg. Det har været fantastisk, og hvis de skulle være grundlaget, så kan Ellens blive en god forretning i sammenhæng med familiefester. Jeg er derfor ikke nervøs for den side af sagen, fastslår Ellen Holmberg, der lagde ud på Bøtø 21. juni.

- Men den dårlige side er, at jeg ikke har set ret mange af de 60.000 turister, det siges besøger Marielyst og Bøtø. Derfor har jeg hængt med hovedet. Det syntes personalet var synd og gik på stranden med løbesedler. Det gav pote, for der kom 40 mennesker, og alle 11 værelser var udsolgt 25.-26. juli, siger Ellen Holmberg, der begynder at se lysere på tingene.

Men det har været svært at løbe i gang, fordi hun har rendt panden mod muren, og det har taget unødig tid, før Ellens er kommet på VisitDenmarks hjemmeside og i Marielyst Velkomstcenters velkomstpakke.

Fra september vil hun satse på weekendophold og selskaber. Og hvis det går godt, vil hun binde an med julefrokost og et brag nytårsaften.




Ellen Holmberg gør status efter sin første måned som restauratør på Bøtø.

Offentliggjort Sidst opdateret