STEMMER TIDLIGT: - SÅ SLIPPER MAN FOR DET RÆS

Poul Erik Nielsen stemte tidligt, så han slap for de mange mennesker på valgdagen. Foto: Ingrid Riis

Der kan brevstemmes på alle kommunens biblioteker - Folketidende tog turen lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: "Borgerservice er lukket" står der med store bogstaver, hvis man træder ind på Hovedbiblioteket lørdag mellem klokken 10 og klokken 14.

Men alligevel står der folk bag skrankerne. Du kan i dagens anledning ikke få hjælp med NemID, der nu er erstattet af MitID, og et nye pas kan du heller ikke få.

Til gengæld kan du være blandt de første, der afgiver din stemme til det kommende folketingsvalg.

- Det er der omkring 300 mennesker, der har gjort, siden vi åbnede for muligheden her i tirsdags, konstaterer bibliotekar Nicolai Hagelskjær efter et hurtigt tjek i systemet.

Ikke just travlt

De allertravleste dage er der kommet omkring 100 mennesker ind, som har taget lidt forskud på demokratiets festdag.

Denne lørdag er det dog ikke, fordi Borgerservice er ved at blive væltet af horder af frådende mennesker.

- Nummer syv, så er det dig, lyder det bag skranken, tre kvarter efter første stemme kunne afgives klokken 10.00.

Bibliotekar Nicolai Hagelskjær hjælper med alt det praktiske. Foto: Ingrid Riis

Slipper for køen

For de fleste skal der stemmes 1. november i diverse sportshaller landet over.

Men det er ikke alle, der har tid eller lyst til at deltage i den store stemmedag.

Dorte Nielsen glæder sig over, at hun ikke skal ud at stå i kø.

- Det er bare hurtigere at stemme her i dag. Man slipper for hele det der ræs. Det var hurtigt overstået, og der var ingen problemer, fortæller hun, efter det endelige kryds er sat og smidt i stemmeboksen.

Det er bare hurtigere at stemme her i dag. Man slipper for hele det der ræs. Det var hurtigt overstået, og der var ingen problemer.

Dorte Nielsen

Poul Erik Nielsen gjorde lige netop det samme. Han vil gerne undgå de store folkemængder, der samles 1. november.

- Jeg er ikke så meget for alt det med corona og sådan. Derfor vil jeg helst stemme her i dag. Så slipper man for alle de mennesker, forklarer han.

- Så er dét klaret, konstaterer Dorte Nielsen. Foto: Ingrid Riis

Godt styr på det

Det glider da også ganske tilforladeligt. Hvis ikke der er hjælp at hente i Borgerservice, kan man få en hånd af bibliotekets øvrige personale.

-  Nu har vi hjulpet med det her de sidste to valg, og vi bliver hele tiden bedre. Der kom vel 50 stemmer tirsdag og endnu flere på de senere dage. I dag er det dog meget stille - jeg tror måske, at de, der allerede har besluttet sig, allerede har været forbi med deres brevstemmer, spekulerer bibliotekar Nicolai Hagelskjær.

Du kan brevstemme indtil 28. oktober klokken 17, og der kan brevstemmes på alle biblioteker og borgerservicecentre i Guldborgsund Kommune.