Stjal værdier for 35.000 kroner fra villa

Indbrudstyvene har travlt på Lolland-Falster for tiden. Politiets døgnrapport melder dagligt om en række anmeldelser om indbrud, og i dag er ingen undtagelse.

Lokalpolitiet i Nykøbing har det seneste døgn fået seks anmeldelser om indbrud forskellige steder på Falster og Østlolland:

*Fra en villa på Hasseløvej ved Hasselø er der blevet stjålet en bærbar pc, en gps, smykker, et pengeskab samt et ikke nærmere oplyst beløb i kontanter.

Det stjålne har ifølge politiet en samlet værdi af cirka 35.000 kroner. Tyven eller tyvene er kommet ind ved at knuse en rude. Indbruddet skete mellem klokken 11 og 22.15 i går, onsdag.

*En tyv har også været på spil på Katedralskolen i Nykøbing. Tyven brød ind i et omklædningsrum og gik derfra i kantinen, hvor der blev stjålet penge og slik. Indbruddet skete tirsdag mellem klokken 20 og 23.

* På Knoldeholmsvej i Nørre Frejlev ved Kettinge har der været ubudne gæster i lørdags mellem klokken 15 og 16. Der er dog tilsyneladende ikke stjålet noget fra villaen, oplyser politiet.

* Fra et fritidshus på Krondyrstien i Marielyst er der stjålet et tv og en videoafspiller. Tyven er kommet ind ved at bryde et vindue op på et tidspunkt mellem søndag klokken 16 og onsdag klokken 12.

* I en villa på Pregehøjvej ved Nykøbing er der stjålet en lædertaske med et mindre pengebeløb. Indbruddet er sket i går onsdag mellem klokken 9.30 og 15.45, og tyven er kommet ind ved at knuse en rude i en dør.

* Udbyttet blev formentlig nogle smykker, da der i går var indbrud i en landejendom på Sundby Skovvej ved Guldborg F. Tyveriet er sket mellem klokken 9.20 og 16.00, og tyven er kommet ind ved at bryde et vindue op.




Lokalpolitiet i Nykøbing har i det seneste døgns tid fået en række anmeldelser om indbrud. Se her hvorhenne.

Offentliggjort Sidst opdateret