Stop for udenlandske turister giver travlhed

Marielyst slår officielt dørene op til en ny turistsæson 5. april, men det bliver uden de mange udenlandske turister, der plejer at komme. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Danske turister er begyndt at booke de sommerhuse, tyskerne er tvunget til at aflyse på grund af den lukkede grænse.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Turistbyen Marielyst holder vejret og håber det bedste, mens landets grænser er lukket ned på grund af frygten for corona.

5. april er den officielle åbningsdato for sæsonen, og det kommer til at ske midt i en corona-virkelighed, der lægger en kraftig dæmper på aktiviteterne.

Men midt i bekymringen for, at de tyskere, nordmænd, svenskere og hollændere, der plejer at fylde godt op i sommerhuse, butikker, campingpladser og restauranter, mangler, spirer der en forsigtig optimisme.

For det ser ser ud til, at en del danskere begynder at booke deres påskeferie i de sommerhuse, som tyskerne har været nødt til at opgive på grund af de lukkede grænser.

300 ombookninger

Det oplever for eksempel leder af Novasol-Dansommers kontor i Marielyst, Janne Edvardsen.

Her gik telefonsystemet ned mandag morgen, da udenlandske kunder ringede for at annullere og ombooke deres ferier.

- Vi tager dem fra en ende af og uge for uge. Men det ser ud til, at vi skal lave cirka 300 lokale ombookninger i den periode, grænselukningen er meldt ud. Vi tilbyder dem en ferie senere på året, og det er der mange, der tager imod, fortæller Janne Edvardsen.

Hun kan samtidig se, at efterspørgslen på husene stiger på onlinebookingen, og det er danskere, der står for den nye efterspørgsel.

- Vi er selvfølgelig meget taknemmelige for, at der ser ud til at være en del, der søger mod vores huse, når deres planlagte ferie i udlandet bliver aflyst, siger Janne Edvardsen, som indtil i lørdags havde mere end 50 procent af sine bookninger fra udlandet.

Hos Lillian Glistrup, der driver Østersøparken Camping, kommer der til at mangle cirka 20 procent af de fastliggere, campingpladsen har i foråret, på grund af grænselukningen.

- Det er ikke spor sjovt, men jeg er ikke så bekymret for os selv, vi skal nok klare os. Der er nogle, der har det meget værre, konstaterer Lilian Glistrup, som er forsigtig med at se langt frem i tiden for den kommende sæson.

- Der er allerede nogle, der forudser, at vi får et boom af danske gæster i år. Vi står selvfølgelig til rådighed og er klar, men jeg vil gerne vente lidt med at juble, til vi ser, hvad denne her corona-situation gør ved os alle sammen, siger Lilian Glistrup.

Regeringen udvidede fra i lørdags klokken 12 den eksisterende midlertidige grænsekontrol til at omfatte kontrol ved alle Danmarks grænser som led i indsatsen for at hæmme spredningen af coronavirus/covid-19.
Personer, der ønsker at indrejse i Danmark, må forvente at blive afvist ved de danske grænser, medmindre de har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål med indrejsen.
Lukningen af grænserne gælder til 13. april.

Tyske kunder i telefonen

Hos tøjbutikken Madame Butterfly på Marielyst Strandvej er der langt mellem kunderne i disse dage, men indehaver Henriette Rohrbech har åbent som vanligt.

- Vi spritter af og holder afstand og styrer, at der ikke kommer større grupper ind i butikken på én gang. Og så har vi heldigvis vores webshop at sælge fra. Jeg har også fået opringninger fra et par af vores gode, tyske stamkunder, der vil købe de kjoler i dansk design, de har svært ved at finde i Tyskland. Det er en sårbar periode for os små virksomheder, og hvis vi skal overleve, skal vi tage hånd om både os selv og vores kunder. Det gør vi, og så skal vi nok komme igennem det, fastslår Henrielle Rohrbeck.