Stor forskel på sygefravær på plejehjem

Der er stor forskel på sygefraværet blandt personalet på kommunens plejehjem. Arkivfoto: Scanpix Denmark

Sygefraværet på 13 kommunale plejecentre svingede fra fem til 16 dage sidste år. Ældre- og omsorgsudvalget sætter fokus på fraværet, når politikerne mødes til strategiseminar.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Sygefraværet blandt personalet på Toreby Plejecenter nåede sidste år op på gennemsnitligt 16,6 dage. Dermed topper plejehjemmet listen over sygefraværet på de 13 kommunale plejecentre.

I bunden ligger Plejehjem Skovvej i Nørre Alslev, hvor personalet gennemsnitligt havde 5,1 sygedage sidste år.

Det fremgår af Sundhedsministeriets oversigt over alle landets plejehjem, der er samlet på hjemmesiden "Plejehjemsoversigten", hvor ældre og pårørende også kan finde de seneste tilsynsrapporter, der fortæller om kvaliteten på plejehjemmene.

Netop sygefraværet blandt personalet er i fokus i byrådet, hvor politikerne i konstitueringsaftalen har givet hinanden håndslag på at få sygefraværet ned.

Blandt hele det kommunale personale steg sygefraværet fra 7,2 procent i 2020 til 7,5 procent i 2021. Det er over landsgennemsnittet, og det går den forkerte vej, er politikerne enige om.

Men på de kommunale plejecentre steg sygefraværsprocenten fra 7,2 procent i 2020 til hele 10,3 procent i 2021, hvilket ifølge kommunens årsberetning kostede 5,7 millioner kroner ekstra på budgettet.

Det vigtigste punkt

Derfor møder formand for ældre- og omsorgsudvalget Bob Richard Nielsen (DF) fredag op til et strategiseminar med sine udvalgskolleger, hvor han har særligt fokus på sygefravær.

- Det er for mig et af de væsentligste punkter, vi skal tale om. Måske det vigtigste, og det fokus kommer til at have betydning for de næste tre et halvt år af mit formandskab, siger Bob Richard Nielsen.

Det er for mig et af de væsentligste punkter, vi skal tale om. Måske det vigtigste, og det fokus kommer til at have betydning for de næste tre et halvt år af mit formandskab.

Bob Richard Nielsen (DF), formand for ældre- og omsorgsudvalget

Han understreger, at virkeligheden bag sygdomsstatistik er kompleks, og at man derfor skal have øje for, at faktorer som langtidssygemeldinger, stress og nedslidning kan få tal til at "stikke fuldstændig af", uden at det siger noget om plejehjemmets almindelige drift.

Med de forbehold mener Bob Richard Nielsen, at der måske er grund til bekymring for antallet af sygedage, og at de bør undersøges og dissekeres, så det kommer frem, hvad der ligger af nuancer bag tallene.

Baghjul fra det private plejehjem

I Guldborgsund ligger ét privat plejehjem, der giver alle de kommunale baghjul på sygefraværet. På det fem år gamle GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering i Sundby havde personalet i gennemsnit bare 1,69 sygedage sidste år.

En bedrift, Bob Richard Nielsen er imponeret af.

- Kæmpe tillykke til dem for det flotte resultat. De har på fem år udviklet et fantastisk flot og dygtigt ledet plejehjem, og jeg har den største respekt for det, de gør. Men en anelse af forklaringen er måske også, at der er en socioøkonomisk forskel på de mennesker, man passer derovre. Mange af dem er villige til at betale ekstra for ekstra service. Det, at de på GuldBoSund dermed får en større økonomi, kan gøre, at arbejdsgangene bliver nemmere for dem, siger Bob Richard Nielsen, der gerne vil inviteres til et studiebesøg på det private plejehjem for at lære af de private metoder.

Ledelsen på GuldBoSund, direktør Dorte Olsen-Kludt og vicedirektør Søren Larsen, begynder dagen 06.15 med at brygge kaffe til medarbejderne. Foto: Claus Hansen

Den invitation kommer prompte fra vicedirektør på GuldBoSund, Søren Larsen.

- Han og hele hans hold skal være meget velkommen. Men vi kan begynde med at slå fast, at vi overhovedet ikke har et bedre socioøkonomisk udgangspunkt, end kommunen har.  Hvis han kommer herover, kan han se, at vi også har beboere med halvsidige lammelser, apopleksi, skizofreni og demens. Vi har alt her, og det passer simpelthen ikke, når folk siger, at vi kun har de beboere, der er mindre syge. Vores beboere er fuldstændig ligesom dem, der bor på de kommunale plejehjem, mener Søren Larsen.

Vores beboere er fuldstændig ligesom dem, der bor på de kommunale plejehjem.

Søren Larsen, vicedirektør på GuldBoSund

Kaffe, tid, frihed og overblik

Opskriften på lavt sygefravær på GuldBoSund begynder derimod hver morgen klokken 06.15, når ledelsen møder for at lave kaffe til medarbejderne, forklarer Søren Larsen.

Personalet går ikke i uniform, så de ti minutter, der ikke skal bruges på at skifte tøj før vagten begynder klokken syv, bruger dagvagterne og ledelsen i stedet på at drikke kaffen sammen med nattevagterne.

-  Dagvagterne får alle de vigtigste informationer fra nattevagterne over kaffen og behøver ikke at bruge tid på at starte en computer for at vide, hvad der skal ske i dag, fortæller Søren Larsen.

Han fremhæver også GuldBoSunds tavlestyring af alle opgaver, og at de samme medarbejdere plejer de samme beboere hver dag.  Derudover får personalet en vagtplan, der passer ind i deres privatliv, siger vicedirektøren.

Gør det nemt at gå på arbejde

- Når folk får fri, når de gerne vil have det, og de bliver mødt om morgenen med en kop kaffe og tid til at snakke, og der på tavlen er et overblik over arbejdsdagen, gør man det nemt for dem at gå på arbejde. Og så bliver de mindre syge, lyder analysen fra Søren Larsen, der har cirka 50 ansatte med en gennemsnitsalder i begyndelsen af 40'erne i plejeafdelingen. De har desuden alle et gratis medlemskab af GuldBoSunds fitnesscenter, så de kan holde sig i form.

- Det, der slår det helt store hoved på sømmet i vores sygefravær, er den måde vi driver virksomhed på. Vi har meget kort kommandovej. Når medarbejderen har brug for et svar, ved de, at døren står åben oppe på administrationsgangen, og at de kan spørge om hvad som helst. Vi finder en løsning på det, og vi i ledelsen når at se både dag-, aften- og nattevagterne hver dag, forklarer Søren Larsen.

Vi har meget kort kommandovej.

Søren Larsen, vicedirektør på GuldBoSund

Han oplever ikke de rekrutteringsproblemer, kommunen døjer med på sosu-området og har netop besat fire ledige stillinger.

- Vi fik 26 ansøgninger, og de 16 af dem kunne vi have ansat, fordi de var rigtig skarpe. Vi har ingen ufaglærte medarbejdere, og vi har ingen problemer med at rekruttere, fordi de ved, at vi har et godt arbejdsmiljø, og at de kan få fri, når de har brug for det.

Det private friplejehjem GuldBoSund går op i, at beboerne mødes af de samme faglærte medarbejdere hver dag. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau/Scanpix.

Møgstolt

Bob Richard Nielsen tilføjer, at han er i gang med en rundtur på alle kommunens plejecentre sammen med næstformand Kathrine Brønnes (S), og at han er imponeret af medarbejdernes indsats.

- Jeg er fuldt ud betrygget ved, at vi har plejehjem, som vi kan være møgstolte af i Guldborgsund Kommune. Men vores sygefravær i kommunen er generelt for højt, og det skal vi have gjort noget ved, fastslår han.


Sygefraværet på 13 kommunale og et privat plejehjem i Guldborgsund Kommune

Så mange sygefraværsdage har personalet i gennemsnit pr. år:

  • Bakkehuset i Nykøbing: 8 dage
  • Blomsterhaven Demensbolig i Idestrup: 8 dage
  • Idestrup Plejecenter: 8 dage
  • Oasen i Nykøbing: 8,1 dage
  • Doktorparken i Sakskøbing: 7,3 dage
  • Plejecenter Kildehuset, skærmet enhed i Sakskøbing: 9,5 dage
  • Plejecenteret Helenehuset og skærmet Helenehuset i Nørre Alslev: 8 dage
  • Toreby Plejecenter: 16,6 dage
  • Plejecenter Kildebo i Sakskøbing: 7,5 dage
  • Plejecenter Sømarken og Sømarken skærmet i Nykøbing: 12 dage
  • Plejecenter Solgården i Herritslev: 7,3 dage
  • Plejecentret Præstemarken i Stubbekøbing: 12 dage
  • Plejehjem Skovvej i Nørre Alslev: 5,1 dage
  • GuldBoSund Friplejehjem og Rehabilitering i Sundby: 1,69 dage (privat)

Værd at vide om plejehjem

Sundhedsministeriet har lavet hjemmesiden www. plejehjemsoversigten.dk med udspring i aftalen om satspuljen på ældreområdet 2018-2021. 

Plejehjemsoversigtens formål er at give overblik over alle plejehjem, plejecentre og friplejeboliger målrettet ældre samt understøtte det frie valg af plejehjem.

Reglerne for Plejehjemsoversigten, herunder hvilke oplysninger der skal indrapporteres til oversigten, er fastsat i Servicelovens § 14 a, stk. 4 og Bekendtgørelse om Plejehjemsoversigten.