Stor markbrand ved Nysted

Brandfolkene fra Nysted svedte bravt, da de søndag eftermiddag kæmpede med en større markbrand ved Nysted.
 
En halmpresser startede branden. Klokken lidt fem søndag eftermiddag lød alarmen hos brandvæsnet. Brandfolkene måtte starte med at slukke den brændende halmpresse og imens nåede brand at bredde sig med ekspresfart ud over marken. Både den upressede halm og de store bigballer gav masser af næring til branden.
 
Marken, som hører under Aalholm Gods, er beliggende på hjørnet af Aalholmvej og Trepilevej lige uden for Nysted.
 
Branden tiltrak mange tilskuere og mange bilister stoppede og for at kigge og udgjorde en ikke ufarlig situation for hinanden. Der var brand i halm og et par bigballer lige ud til Ålholmvej og røgen bølgede tykt ud over vejen. Det forhindrede dog ikke bilisterne i, nærmest i blinde, at køre igennem. En enkelt bilist trodsede også branden og kørte ind på marken for at passere en brandbil og den brændende halmpresse, som var blevet kørt ud på Trepilevej.
 
Branden krævede mere vand end de tre brandbiler og vandvogn fra Nysted rummede. Flere gange måtte brandbilerne ind til Wichmandsvej i Nysted og hente mere vand ved brandhanen. Ved attentiden kom endelig forstærkning udefra i form af en vandvogn fra enten Nykøbing eller Sakskøbing.




Mange tønder land mark med halm brændte sent søndag eftermiddag ved Nysted.

Offentliggjort Sidst opdateret