Stor sommer for Krenkerup-øl

Denne lille dreng, som var på Krenkerup med sine forældre, var meget betaget af ølvognen og de store heste. Foto: Anders Knudsen

BILLEDSERIE: Fejring af Øllets Dag.

Offentliggjort Sidst opdateret

KRENKERUP Folk er helt vilde med øl fra bryggeriet på Krenkerup.

Det står fast efter en sommer, hvor gæsterne bare er væltet ind på godset ved Sakskøbing.

- I juli i år har vi haft tre gange så mange gæster som i samme måned sidste år. Vi blev simpelthen væltet, fortæller Louise Berling, der står for kommunikationen fra Krenkerup.

Kort efter klokken 12 var der gæster på traktørstedet på Krenkerup. Foto: Anders Knudsen

Danskere strømmer til

Gæsterne har stort set kun været danskere, og de er kommet til Østlolland fra hele landet.

- Her på det seneste har der også været tyske turister. Men der har absolut været flest danskere, fortæller hun.

Louise Berling kan også oplyse, at salget af Krenkerup øl på flasker er steget nærmest enormt, som hun udtrykker det.

- Heldigvis har vi forhandlere på hele Sjælland og i København. Så vi håber, at mange vil købe vores øl derhjemme eller måske kommer igen, fortæller hun til Folketidende.

Til gengæld har salget af fadøl ikke været så godt som ventet.

Det skyldes, at en lang række festivaler og andre arrangementer har været aflyst på grund af situationen med corona.

Louise Berling havde travlt i salgsboden, hvor kunderne købte stakitøl. Foto: Anders Knudsen

Øllets Dag

Lørdag var der også masser af gæster og stor interesse for øl på Krenkerup.

På godset markerede man den landsdækkende Øllets Dag i samarbejde med foreningen De Danske Ølentusiaster.

Og det fik også mange mennesker til at starte bilen og køre til Krenkerup.

Mellem klokken 12 og 18 var der flere rundvisninger på bryggeriet, og mange satte sig ind på traktørstedet eller udenfor for at nyde et godt glas øl.

Et særligt indslag var den hestetrukne ølvogn, der kørte rundt fra klokken lidt over 12.

- Den kører ikke med gæster, men som ren reklame, siger Louise Berling.

Hestevognen, der blev trukket af et par store bryggerheste, var blandt andet en tur i Sakskøbing for at gøre reklame for Øllets Dag på godset.

. Foto: Anders Knudsen

Stakitøl

En del besøgende kom af en eneste grund, nemlig stakitøl.

Stakitøl er store flasker med Krenkerup-øl, der står i trækasser.

Når flaskerne er tomme, kan man komme til Krenkerup og få dem fyldt op igen, og her betaler man kun for det øl, der tappes ned i flaskerne.

Allerede fra åbningen var der folk, der ville have stakitøl. Derfor havde både Louise Berling og en kollega en meget travl eftermiddag i salgsboden.

. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen