Stor succes ved årets Hardi Cup.

Offentliggjort Sidst opdateret

På trods af silende regn hele lørdagen, blev årets Hardi Cup endnu engang en stor succes. Deltagerne fra de 28 hold havde nogle forrygende og festlige dage i Nørre Alslev og mange har allerede erklæret, at de kommer igen til næste år.

I virkeligheden var det nok arrangørerne som fik flest grå hår af den silende regn, som havde gjort banerne nærmest uegnede til fodbold. Heldigvis kom det os til gode, at vi gennem et bredt og solidt opbakkende netværk af sponsorer, altid kan finde nogle hjælpende hænder. Således lykkedes det via en slamsuger, at få suget vandet væk fra banerne hele fredagen og lørdagen. Det lykkedes således at skabe 4 7-mands baner, om end de 2 var meget våde og vanskelige at spille poleret fodbold på. Men det tog alle holdene med ophøjet ro, for de fleste var benovede over, at det overhovedet kunne lade sig gøre, at gennemføre i det vejr. Mange steder blev fodboldkampe og træning aflyst, så alene det, at det lod sig gøre, at afvikle kampene, var til stor glæde for mange af deltagerne.

På en eller anden måde var vejret faktisk medvirkende til, at flere trak sammen i teltet om lørdagen. Det betød faktisk at holdene kom tættere på hinanden, hvilket var et godt udgangspunkt forud for aftenens fest, som traditionen tro blev et af højdepunkterne ved Hardi Cup.

Hardi Cup et et sjovt lille opstartstævne forud for efterårssæsonen, hvor spillerne har god mulighed for, at få rørt lidt bold, lige inden turneringen begynder. Det er tænkt som en hyggeturnering, hvor det sociale vægtes højt. Netop derfor har vi også valgt at tilrettelægge det som en 7-mands turnering og med bl.a. en mixrække, hvor mænd og kvinder spiller sammen, hvilket aldrig forekommer i turneringen.

Hardi Cup blev åbnet fredag aften, hvor Eskilstrup, Nordfalster og NAB tørnede sammen med deres veteranhold. Sidste år havde Nordfalster sat NAB på plads, så det var blevet tid til revanche for hjemmeholdet. Det lykkedes da også for NAB at erobre den samlede sejr og dermed opnå oprejsning fra sidste år.

Lørdag og søndag blev der så spillet i dame-, herre- og mixrækken. I år var der tilmeldt 28 hold, hvilket var 12 mere end sidste år. Det er en glædelig udvikling, ikke fordi vi har tanke om, at lave et meget stort stævne, men de ekstra hold i år, var med til at give lidt mere liv i turneringen. Kun i damerækken var det lidt få hold, men det må vi prøve at ændre til næste år, fortæller Jesper Holm fra NAB.

Det var første år, at vi forsøgte os med flere børneaktiviteter, herunder også FIFA 2011. Der var ikke så magne tilmeldte til selve FIFA turneringen, hvilket nok hang sammen med det dårlige vejr om lørdagen, men alligevel var det en stor succes, at have computerne og spillene til rådighed til børnene. Derudover havde vi også arrangeret Mooncars, som blev brugt ivrigt at såvel børn som barnlige sjæle

Udover de sponsorer som var til stede ved stævnet og som hjalp med praktiske ting, fik NAB også en kontant hjælp fra Nordea Fonden, som støttede initiativet med en check på kr. 5.000. På trods af regnen kan alle roligt regne med, at der også i 2012 vil blive arrangeret Hardi Cup i NAB, slutter Jesper Holm samtalen.