Stor tilslutning til lokale uddannelser

Flottere end forventet. Sådan beskriver studieleder Jørgen Olsen antallet af tilmeldte til uddannelserne pædagog og socialrådgiver.  
10 til 25 procent flere studerende end forventet på de nye hold giver brede smil i Bispegade og en ekstra god grund til at hejse flagene, da de tæt på i alt nye 100 studerende i går begyndte på deres uddannelse.
 
- Tilmeldingen er gået bedre, end vi turde håbe på, siger Jørgen Olsen, som kunne byde velkommen til nye hold af socialrådgivere, pædagogstuderende og de såkaldte merit-pædagogstuderende, som har mindst fem års praktisk erfaring som eksempelvis pædagogmedhjælper.
 
Jørgen Olsen mener, at en ud af flere forklaringer på succesen er kampen for at bevare uddannelserne på campus i Nykøbing F., som fik stor folkelig opbakning på Lolland-Falster i november og december sidste år.
 
- Der er flere faktorer, som spiller ind og giver de flotte tal. Kampen for uddannelserne er en af dem. Jeg tror, at vi har lært at værdsætte uddannelserne mere nu. Opbakningen har smittet af, og vi har fået en positiv opmærksomhed, som har været tiltrængt, fortæller Jørgen Olsen.




Kampen for de lokale uddannelser har også øget interessen for uddannelserne på University College Sjælland i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret