Store-flyttedag på byens politistation

Politistationen i Nykøbing F. lignede ikke sig selv i går. Skrivebordene var ryddet, reolerne var tømt, og overalt var der papkasser, enten tomme eller fyldt op med papirer. Og i det lokale i stuen, hvor der i årtier har siddet vagthavende politifolk, var næsten al teknik fjernet.
 
Klokken 10 blev radio og andre elektroniske funktioner lukket og overtaget af vagtcentralen i den nye politikreds. Det skete samtidig med en alvorlig trafikulykke på Prinsholmvej, og den blev som den første opgave styret fra Næstved. 3. december har længe været sat som den dato, hvor folk og funktioner for alvor skulle flyttes rundt i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
 
- Men det skal nok komme til at virke, sagde flere af de politifolk, som Folketidende mødte under et besøg i flytteriet. Flere af de hidtidige funktioner er blevet flyttet. Det gælder især jurister og kontorfolk, der nu er rykket til Næstved.
 
- Vi får lidt mere plads end før, siger politikommissær Ove Møller Nielsen, der er leder af beredskabet på stationen.
 
I politistationens hovedbygning bliver stueetagen overtaget af beredskabet og en specialpatrulje. Sidstnævnte skal blandt andet gribe ind mod narkosalg og i nattelivet. Førstesalen i samme bygning bliver hjemsted for hundepatruljen og ledelsen af beredskabet. På anden sal har en del af lokalpolitiet og dets ledelse lokaler. Arbejdsområderne er her straffelovssager og særlovssager. Der sidder også lokalpolitifolk i den røde træpavillion i gården. Her er ekspeditionen, og her tager man sig af anmeldelser, visitationer og forskellige tilladelser. I den gamle bygning ud mod Slotsgade samles administrationen med funktioner som økonomi, IT og bødekontor.
 
Fra nu af er der åbent på stationen for offentligheden mandag, tirsdag og onsdag mellem klokken 10 og 16. Torsdag er der længe åbent, nemlig fra klokken 10 til 17.30, mens der fredag er åbent mellem klokken 10 og 14. Og der sidder politifolk på stationen til at tage telefonen mellem klokken 7 og 18.




De enkelte afdelinger har fået lidt mere plads.

Offentliggjort Sidst opdateret