Store regninger og tomme lejligheder: Nu nedlægges omdiskuteret kollegie

Kollegiet på Stubbekøbingvej (billede) og Vestensborg Alle i Nykøbing har igennem flere år haft det svært. Nu skal de nedlægges. Arkivfoto: Anders Knudsen

Dårlig økonomi og udfordringer med at leje værelserne ud betyder, at bestyrelsen for Vestensborg Kollegium nu har valgt at nedlægge de i alt 140 lejligheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Igennem flere år har det været svært at leje kollegieværelserne på Vestensborg Allé og Stubbekøbingvej ud. Derfor nedlægges Vestensborg Kollegium, som det kaldes.

Torsdag aften gik bestyrelsen af, og fredag har beboerne modtaget information om, hvad der nu skal ske. De har dog på forhånd fået besked om, at de kan blive boende i deres lejlighed. Ingen bliver smidt ud.

Ifølge formand Steen Frederiksen har der været store regninger i forbindelse med fraflytninger, som ikke er blevet betalt. På grund af en dårlig økonomi er der også et stort efterslæb på vedligeholdelsesopgaver - og der har kun været beboerne til at betale.

Derfor har der løbende også været flere huslejestigninger, siger han.

- Bestyrelsen har igennem flere år arbejdet på at finde ud af, hvordan flere værelser kan blive lejet ud, og derudover forsøgt at spare penge, så økonomien bedre kan hænge sammen.

På trods af det er der stadig et stort efterslæb, og det er så stort, at det kan ende i en konkurs. Derfor vælger bestyrelsen nu at trække i bremsen.

Byrådet har godkendt beslutning

I øjeblikket er kun en tredjedel af beboerne inden for den målgruppe, som boligerne oprindeligt var tiltænkt. Nemlig studerende.

En del af løsningen til at tjene flere penge var nemlig at gøre det muligt for andre grupper at bo på stedet. Men det har ikke gjort det mere attraktivt for de studerende. Flere har også bedt om mulighed for at flytte fra stedet, hvis det blev en mulighed, siger Steen Frederiksen.

I efteråret søgte bestyrelsen om lov hos byrådet i Guldborgsund Kommune samt Social- og Boligstyrelsen til at sælge kollegiet, der altså rummer bygninger på to forskellige adresser.

Det ønske har både byråd og styrelse imødekommet.

- Men der har været usikkerhed om, hvorvidt vi kunne få det imødekommet, og derfor har vi valgt at udskyde kommunikationen af vores overvejelser til beboerne. Det kan vi nu, og derfor er beboerne blevet informeret om, at vi er ved at nedlægge kollegiet.

Tomme lejligheder sidste år

På Stubbekøbingvej blev bygningen med de 100 kollegieværelser opført i 1993, imens de 40 boliger på Vestensborg Alle blev opført i 1996.

Begge bygninger er opført som kollegie, men flere unge har valgt at fraflytte boligerne for at finde et sted med mere plads, siger Steen Frederiksen.

Han tilføjer, at kollegiet igennem hele sidste år har haft tomme lejligheder.

- Måske har kollegiekonceptet forandret sig siden dengang, fra at man havde et fællesskab med nogle, man boede sammen med, til andre fællesskaber.

Han tilføjer, at Nykøbing Falster Kollegiet på Østre Alle vil blive bevaret, og at man her faktisk gerne vil udvikle stedet, så det bliver langt mere attraktivt for de studerende.

- Vi havde da hellere set, at vi har et blomstrende kollegie. Men når nu det ikke er tilfældet, så vil vi hellere kunne nedlægge kollegiet frem for at lade det gå konkurs.

Bestyrelsen for de to kollegier er mere eller mindre identisk, og selvom den ene bestyrelse er nedlagt, så er de samme mennesker stadig i bestyrelsen for Nykøbing Falster Kollegiet. Her er Steen Frederiksen derfor også stadig formand.