STORT FARVEL TIL SOMMEREN

600-700 mennesker var fredag aften samlet til mad og musik på Torvet i Sakskøbing. Foto: René Larsen

Flere hundrede mennesker deltog fredag i udflugter og torvehygge med musik.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Sommeren i Sakskøbing har været et brag af en succes.

Det kan Jan Herluf Petersen, der er formand for Sakskøbing Handelsstandsforening, godt konkludere, efter at foreningen forleden aften sluttede sin række af fredagsarrangementer i juni og juli.

- Det er gået supergodt, ikke mindst til afslutningen i fredags. Vi har også, bortset fra én gang, haft vejret med os, siger han til Folketidende.

Formanden glæder sig over, at mange vil være med til at bakke op om de aktiviteter, som Sakskøbing som handelsby tilbyder.

På udflugt med båd og tog

På afslutningsdagen valgte cirka 300 mennesker at tage med på udflugt, dels med udflugtsbåden "Skjelskør V", dels med veterantog fra Sakskøbing Station.

Sejlturene gik dels til Bandholm og retur med Museumsbanen, dels ud af Sakskøbing Fjord til Oreby og retur.

Der var sejlture til Bandholm og til Oreby med "Skjelskør V". Foto: René Larsen

Og Museumsbanen kørte som nævnt en tur til Sakskøbing for at samle passagerer op.  De kørte med til Bandholm og tog turbåden tilbage igen.

- Det er første gang siden 1967, at der har været damptog på Sakskøbing Station. Det er altså hele 55 år siden, fortæller formanden.

For første gang siden 1967 kørte der damptog fra Sakskøbing Station. Foto: René Larsen

Grill og musik

I Sakskøbing var der dagen igennem kræmmermarked på Rådhustorvet, hvor også tambourkorpset kom forbi sidst på eftermiddagen.

Klokken 18 blev der linet op til fest på selve Torvet, hvor Superbrugsen stod for grillmad til cirka 250 betalende gæster.

- Vi havde musik fra ikke bare én, men fra to scener. Det ene sted spillede 4 x Larsen, og på den anden scene stod The Burgermeisters, og begge bands gav den fuld gas, siger Jan Herluf Petersen.

Han vurderer, at torvefesten, der trak ud til klokken 22.30, trak cirka 600-700 mennesker til.

I handelsstandsforeningen skal man nu have en egentlig evaluering af de seks fredage med Sommer i

Sakskøbing, og det sker om et par dage.

Dejligt, at folk vil bakke op om Sakskøbing.

Jan Herluf Petersen, handelsstandsformand


Det lokale band The Burgermeisters gav den fuld gas fra den ene scene på Torvet. Foto. René Larsen