STORT JULEMARKED PÅ GODS ER PÅ VEJ
Engestofte er igen klar med et kæmpe julemarked. PR-Foto
Pressefoto, FT
Det er snart tid til en af Lolland-Falsters største julearrangementer, og det bliver igen på Engestofte Gods, at der bliver julet igennem over to dage i starten af december.
ENGESTOFTE: Det er en af Lolland-Falsters største julebegivenheder, og der er lagt op til en gentagelse. Det er naturligvis julemarkedet på Engestofte Gods, der her tænkes på, og denne gang bliver det store julemarked afviklet i dagene 3. og 4. december på godset ved Maribosøerne.
Engestoftes julemarked er som nævnt blevet en af Lolland-Falsters største julebegivenheder og ikke uden grund. De mere end 100 stader, levende musik, Julemandens Værksted i Det Gamle Vandtårn - og det traditionsrige lucia-optog skaber en særlig julestemning på markedet, hvor også lokalt producerede fødevarer som altid har en særlig plads.
Næsten halvdelen af staderne sælger således lokale delikatesser. Her er alt fra kirsebærvin, marmelader, honninger, kager, pølser og bolsjer og til øl, vine, gin og æble-brandy, chokolade og meget mere. Man kan eventuelt også finde årets julegaver blandt et stort udvalg af brugskunst, dekorationer, keramik, smykker, strik, skind, bæredygtigt børnetøj, blomster, nisser og alt hvad ens julehjerte ellers kan begære.
Juledekorationer fra Nissemor
Julemarkedet på Engestofte er kort og godt en julefest med alt, hvad der hører til af stemning, musik og juleri. Som altid laver Nissemor juledekorationer og andet juleri med børnene i Eventyrcaféen, og de kan også komme på besøg hos selveste julemanden i hans fine værksted i Det Gamle Vandtårn. Det er gratis at besøge Julemandens Værksted, og der skulle efter sigende være godter til alle artige børn.
I Loen er der pyntet op til julebal, og restauranten i Værkstedet vender også tilbage i år. Der er en entré for voksne på 65 kroner og for børn under 12 år er det 25 kroner. Begge dage med julemarked på Engestofte Gods er der åbent fra klokken 10 til 16, og hvis man vil læse mere om den store begivenhed, er det bare med at klikke sig ind på www.engestofte.dk.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde