Stort nybyggeri endeligt vedtaget
18 toværelses og 34 treværelses lejligheder kommer der til at være i det kommende byggeri. De bliver på mellem 65 og 85 kvadratmeter med en husleje på cirka 5.000-6.500 kroner. Foto: Nykøbing F. Boligselskab
Nykøbing F. Boligselskab
Byggeriet af 52 almene boliger er blevet godkendt af byrådet.
NYKØBING Blandt de sager, der hurtigt blev godkendt på et ellers langvarigt byrådsmøde torsdag aften, var et stort nybyggeri på hjørnet af Sundbystræde og Stengade i Nykøbing.
Her ønsker Nykøbing F. Boligselskab at opføre 52 almene boliger, og den endelige godkendelse fra byrådet var en formalitet.
Projektet var nemlig allerede godkendt i økonomiudvalget tidligere på måneden, og arbejdet på byggepladsen blev således allerede så småt sat i gang tilbage i april.
Byrådets godkendelse vedrørte blandt andet en kommunal garanti på et realkreditlån i forbindelse med byggeriet.
Dette lyder på 77,52 millioner kroner, og garantien er således på 50,39 millioner.
Dertil blev godkendt en bevilling på 1,07 millioner kroner, som dækker et kommunalt grundkapitallån, foruden den samlede anskaffelsessum på 86,14 millioner kroner.
Klar først i 2022
Med godkendelsen er der nu ingen hindring for byggeriet, som ifølge entreprenøren Bo-Hus bliver præget af zink og genanvendelighed.
Byggeriet bliver i fire etager, op til 3. sal, og kommer til at indeholde 18 toværelses lejligheder og 34 treværelses. De vil brede sig på i alt 4.210 kvadratmeter.
Direktør i Nykøbing F. Boligselskab, Lis Bentin, regner med, at byggeriet står færdigt først i 2022.
Dermed vil grunden, der i årevis har stået tom, men, som Folketidende tidligere har beskrevet, gennem mange år har været genstand for mange planer, som for eksempel et sundhedshus, endelig blive udnyttet.
Blandt folkene med tidligere projekter på grunden var Bo Jørgensen, direktør i Bo-Hus, der nu ser frem til, at grunden bebygges.
Læs også "Fremskynder omfattende renovering af boliger" i fredagens Folketidende.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned