Stort rykind: Nu er Nykøbing fyldt med børn

Flere tusinde børn har nu indtaget Nykøbing og gik lørdag indmarch i byens gader. Foto: Pinsecup

Den store, årligt tilbagevendende Pinsecup er i gang i Nykøbing. Og det sætter sit præg på bybilledet omkring NFCs baner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var høj sol over Nykøbing, da mere end 2000 børn lørdag indtog byens gader for at markere, at den 40. udgave af Spar Nord Pinsecup er skudt i gang på NFC's baner.

Drenge og piger i årgangene U10, U11 og U12 dyster i forskellige rækker, hvor i alt 180 hold fra hele Danmark deltager i pinsedagene, inden stævnet slutter mandag.

Formanden fra pinsecuppen, Thor Jadesø, forklarede før stævnet, at det blot tog seks uger, fra man åbnede for tilmelding kort efter nytår, til alle 180 hold var tilmeldt turneringen.

- Det er rekord. Jeg tror faktisk også, at antallet er rekord. Vi kan ikke have flere hold end 180, lød det således fra en tilfreds formand.

Indtil videre har vejret også været med de mange deltagere, hvor solen bragede ned hele dagen, fra indmarchen i Nykøbings gader til de mange kampen på NFCs anlæg på Østre Alle.

Folketidende har fået lov at låne billeder fra pinsecuppen og forsøger at give et lille indblik i stemningen i byen, der naturligvis bliver præget af de mange børn og nogle forældre i disse dage.


Om Spar Nord Pinsecup

Stævnet spilles fra lørdag formiddag frem til 2. pinsedag, mandag eftermiddag.

180 hold deltager.

Der er i alt 14 rækker - fire drengerækker for hver af U10, U11 og U12. Dertil er der to pigerækker - en for U10 og U12.

Spillerne er i alderen ni til 13 år.

Alle kampe spilles på NFC's anlæg på Østre Allé, ligesom stævnet har base i foreningshuset Move samme sted.

Der er cirka 500 frivillige til stævnet.

Kilde: pinsecup.dk