STØVER DEN STORE SAKS AF

- Der er ikke tid til en tur i fitness. Men man får da også løftet jern nok, lyder det fra en kæk montør. Foto: Andreas Johansen

Arbejdet med badebroen på Marielyst Strand fortsætter, selvom der er lidt udfordringer i farvandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST: Solen skinner fra en let overskyet sommerhimmel. Vandet og luften siger begge 21 grader, viser livreddernes store skilt, der husker glade badegæster på, at der skal solcreme på, når man bruger mange timer ude i sommerlandet.

Modsat de glade turister, der pjasker rundt i vandet og spiser is, så er montørerne fra NBC Marine i fuld gang med at fyre nogle rigtig lange arbejdsdage af.

- Vi er vel færdige engang omkring klokken otte i aften, vil jeg skyde på. Men så har vi til gengæld også fri til middag i morgen, forklarer Danni Dehn, der som den eneste af de i alt fire mænd arbejder med jorden, eller i dette tilfælde sandet, under støvlerne.

Vi er vel færdige engang omkring klokken otte i aften, vil jeg skyde på.

Danni Dehn

Hans tre kolleger har alle krænget snævre våddragter på. Selvom vandet er lunt, i hvert fald efter danske standarder, kan det alligevel gå hen at blive køligt, når man står i saltvand til brystet det meste af en forlænget arbejdsdag.

- Men det er jo nu, vi har det rigtig fede kontor. Vi gør også det her om vinteren, og når det øser ned. Men det her er en af de gode opgaver, gnægger en af de våddragtklædte mænd, før han slæber et stort jernelement ud i havet.

Arbejdet med at montere badebroen går fremad - måske lidt langsommere end håbet. Foto: Andreas Johansen

Knokler på

På skiltet kort før badebroens begyndelse står der, at arbejdet er færdig 8. juli. Om det lader sig gøre, er der ikke fuldstændig sikkerhed om. Men der er ingen tvivl om, at montørerne gør deres for, at alle får adgang til en af landets allerfineste badestrande hurtigst muligt.

- Arbejdet skrider fint fremad, synes jeg. Det har været en smule hårdere at banke de halvanden meter lange pæle ned i havbunden, end vi havde drømt om, så det har taget lidt længere tid. Men vi arbejder hårdt på, at det skal lykkes, understreger montør Danni Dehn.

Den store saks

Iført arbejdstøj, men af den slags, man normalt finder på et kontor, ankommer Frederik Cordes. Han er projektleder i Guldborgsund Kommunes udviklingsafdeling, Center for Teknik og Miljø, og han sørger for kontakten mellem kommunen og folkene fra NBC Marine, der knokler de fleste af dagens ellers mange lyse timer i øjeblikket.

- Jeg tør ikke give en helt præcis dato for, hvornår vi skal have fat i borgmesteren, den store saks og alt det der. Jeg ved, processen har været lidt mere udfordrende, end vi havde drømt om, men jeg kan også se, der bliver arbejdet hårdt på at få det klaret til tiden, forklarer Frederik Cordes.

Frederik Cordes forklarer, at den "trækasse", han står på, er lavet, så traktoren, der fjerner tang, fortsat kan komme rundt. Foto: Andreas Johansen

Arbejdet skrider fremad, mens børnene hviner i bølgen blå. Og der har heldigvis ikke været nogen større udfordringer for hverken badegæster eller fagfolk.

- Folk er søde til at holde lidt afstand. Vi larmer lidt, når vi banker de her pæle ned i havbunden, det er klart, men jeg oplever ikke nogen udfordringer, siger Danni Dehn.

Hvornår den store saks og den røde løber skal støves af, er der ingen helt konkrete meldinger om endnu.

- Men jeg er glad for, at vi gik i gang i år - også selvom vi "kun" får halvdelen af sæsonen med. Det er bedre, end hvis vi havde ventet til næste år, understreger Frederik Cordes.