Strid om lokalplan fik nabo til at klage: Nu er det afgjort
Vejen, som der ifølge naboen er uklarhed om, går ind til dette område bag Skovby Friskole. Selve vejen er ikke med på billedet. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Uklarhed om en markvej kan ikke ophæve lokalplan, mener klagenævn.
En vedtaget lokalplan for Skovby Friskole skal ikke ophæves, sådan som en nabo ønsker.
Det fastslår Planklagenævnet, der før jul afgjorde en klage fra naboen.
Naboen mener, ifølge sin klage, at lokalplanen er ugyldig og bør ophæves på grund af uklarhed om vejforhold på stedet.
- Men vi kan ikke give medhold i klagen. Det betyder, at lokalplanen fortsat gælder, mener Planklagenævnet.
Det er nævnets formand, der på nævnets vegne har afvist klagen.
Mere plads til skole
Afgørelsen er den seneste i flere års arbejde for at få en lokalplan for friskolen på plads.
For snart seks år siden, i 2019, præsenterede skolen et projekt, der skulle skaffe flere lokaler.
Blandt andet skulle der bygges en ny bygning med et par faglokaler på boldbanen ved siden af skolen.
Denne boldbane skulle i stedet flyttes til et andet stykke jord lige bag skolen.
Dengang mente Guldborgsund Kommune ikke, at projektet var stort nok til, at der skulle laves en lokalplan.
Men det blev der klaget over, og Planklagenævnet gav klageren ret.
Siden har kommunen så udarbejdet en ny lokalplan, og den blev vedtaget i byrådet 22. august 2024.
Ny klage er afvist
Herefter klagede naboen over vedtagelsen af planen, som ifølge naboen ikke er gyldig.
Det skyldes, ifølge naboen, at det er uklart, om lokalplanen giver adgang til skolens område via en markvej.
Vejen løber bag naboens ejendom og hen til skolens område.
- Men vi mener ikke, at der er en sådan uklarhed i lokalplanen, at den kan begrunde planens ugyldighed, siger Planklagenævnet om vejforholdet.
Henviser til kommune
Naboen havde også klaget over flere andre forhold, blandt andet støj, skelpæle og et nedlagt beplantningsbælte ved sin ejendom.
Klagerne over disse forhold har nævnet ikke taget stilling til.
- Men kommunen har videregivet disse forhold til den afdeling i kommunen, som skal tage sig af det, siger Planklagenævnet i sin afgørelse.
Klageren får ikke medhold.
Afgørelse fra Planklagenævnet
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker