STUDERENDE GRILLEDE POLITIKERE: ELEVLØN PÅ FLERE UDDANNELSER
Ludmilla Plenge Schütt (Enhedslisten), Anne Valentina Berthelsen (SF), Kasper Roug (Socialdemokratiet), Iben Krogh (Venstre), Camillo Krog (Konservative) og Rene Christensen (Dansk Folkeparti) deltog onsdag i en paneldebat på Professionshøjskolen Absalon. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Fremtidens velfærdssamfund og rekruttering og uddannelse var på dagsordenen, da seks lokale folketingskandidater mødtes til debat på Absalon. Især ønskede de 200 indbudte studerende at høre, om der ikke snart kommer elevløn på uddannelser til blandt andet sygeplejerske.
NYKØBING: Velfærdssektoren er under pres.
Der er store rekrutteringsudfordringer til både uddannelser og til de efterfølgende jobs i sektoren, hvilket medfører udfordringer med manglende sundhedspersonale og dårlige normeringer i daginstitutionerne.
Det er emner som dem, der er højaktuelle på både Christiansborg og på Professionshøjskolen Absalon, der uddanner mennesker til jobs som sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver.
Derfor havde Absalon i Nykøbing indbudt lokale folketingskandidater- og politikere til debat med de studerende på uddannelsen.
Bag bordet sad Ludmilla Plenge Schütt (Enhedslisten), Anne Valentina Berthelsen (SF), Kasper Roug (Socialdemokratiet), Iben Krogh (Venstre), Camillo Krog (Konservative) og Rene Christensen (Dansk Folkeparti).
Og når vi nu forhåbentlig snart alle vælges ind, er det vigtigt, at partierne sammen kigger på udligningsreformen. Mange politikere bor i København, og de går måske ikke helt så meget op i det, som politikerne herfra gør. Derfor skal i stemme på en lokal kandidat.
Kasper Roug, kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet
Det blev en debat, der nåede omkring udligningsreform og løsningsforslag til at få danskerne godt igennem energikrisen. Men også nogle af de helt jordnære udfordringer, der rammer mange studerende.
Imens nogle må leve for en SU, imens de er i praktik og arbejder 30 timer om ugen, kan andre få en elevløn under deres uddannelse.
Mange opgaver til nyt Folketing
Andre studerende italesatte udfordringen med, at der ofte ses et A- og et B-hold mellem private og offentlige institutioner.
Det er i øvrigt en udfordring, som politikerne er enige i, at man bør ændre på.
Der var også en bred enighed i at afbureaukratisere i den offentlige sektor, og at klimaet er ét af hovedtemaerne, når et nysammensat Folketing møder på arbejde.
Derudover var der fra alle deltagende partier et særlig vigtigt budskab til vælgerne, som Kasper Roug (S) her får lov at formulere:
- På Lolland og Falster har vi en helt speciel sammensætning med især mange ældre og socialt svage. Det har vi arbejdet med længe, og vi har ikke noget imod det. Pengene skal bare følge med fra staten, og det skal vi kigge på i en ny valgperiode. Og når vi nu forhåbentlig snart alle vælges ind, er det vigtigt, at partierne sammen kigger på udligningsreformen. Mange politikere bor i København, og de går måske ikke helt så meget op i det, som politikerne herfra gør. Derfor skal I stemme på en lokal kandidat.