Succes ved jobmesse: Ny medarbejder møder torsdag klokken 8

Hal 3 var fyldt godt op med jobsøgende - både ledige og andre, der var nysgerrige på andre brancher. På grund af successen kan man godt forvente en lignende jobmesse næste år, lyder det fra arrangøren. Foto: Claus Hansen

Både jobsøgende og arbejdsgivere viste meget stor interesse for jobmesse arrangeret af kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING De videregående uddannelser var der. Føtex, Rema 1000 og Fætter BR var der. Melitek, Hardi og Viking Bus. Scandlines og Sol og Strand. Og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

52 lokale virksomheder og uddannelser stod klar ved jobmessen onsdag formiddag i Nykøbing Hallerne - flere af dem med reelle jobs, der snarest muligt kan overtages af den rette kandidat. Og hos Sax-Trans meldte en person sig klar til at møde op torsdag morgen klokken 8.00.

- Mange chauffører er trætte af at pendle frem og tilbage til hovedstaden. Vi kan tilbyde et job i nærområdet, hvor man måske blot skal pendle en halv time, før man er hjemme, siger transportchef Dan Davidsen og tilføjer, at virksomheden har haft en del forbi standen og noteret sig fem eller seks personer, der gerne vil ringes op.

Jobmessen skulle have været afholdt i 2020, hvor den blev aflyst på grund af pandemien. I 2021 aflyste man allerede efter kort tids planlægning, og det er derfor første gang, at messen nu har fundet sted.

Imellem standene gik også en gruppe på tre ukrainske kvinder, der ved hjælp af en tolk henvendte sig til en del af standene med et stort engagement efter at finde et job.

Blandt andet besøgte de standen hos Rekruttering Guldborgsund, hvor Henrik Kragh gerne ville hjælpe. Onsdag blev særloven, der giver ukrainske borgere på turistvisum lov til at arbejde fra deres første dag i Danmark, vedtaget i Folketinget, og flere virksomheder med behov for ufaglært arbejdskraft har efterspurgt dem, siger han.

Ukrainernes gå-på-mod blev også bemærket hos Sol og Strand, der særligt efterspørger servicemedarbejdere til rengøring af ferielejligheder i højsæsonen.

- Vores servicemedarbejdere er ofte unge, der søger videre på en uddannelse i de større byer og derfor kun har én højsæson hos os. Så vi søger nye hvert år, siger souschef Helle Christensen.

Hun er både enormt positiv over konceptet med jobmessen og med fremmødet.

Det samme er arrangøren Guldborgsund Kommune. I alt mødte 850 besøgende op, og allerede i løbet af den første halve time var 400 dukket op.

- Det fortæller os, at vi godt kan arbejde på at arrangere noget lignende til næste år, siger gruppeleder Michael Gerhard Jensen.

2.000 invitationer var sendt ud til ledige igennem Jobcentret, men det var ikke obligatorisk at møde op. Og det viser, at der alligevel er et stort engagement blandt de jobsøgende til at komme i arbejde, mener formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget René Christensen (DF).

- Det følger samtidig strategien fra vores udvalg med at se de ledige som en ressource.

En af de virksomheder, som har fået en ny medarbejder igennem et samarbejde med Rekruttering Guldborgsund på jobmessen, er Tue Kragh fra Ibsen El-service. Han har brug for folk til især at installere varmepumper.

- Jeg spurgte ham, om det er vigtigt, at det lige er en el-installatør, der skruer varmepumpen på væggen, eller om det kan være en anden med hænderne skruet rigtigt på. Og så kan installatøren efterfølgende montere ledningerne. Det er en måde at udnytte ressourcerne på, foreslår René Christensen.

Hos Scandlines oplevede de tre medarbejdere på standen, at der var en meget stor synergieffekt af at stå med en masse andre stande. Og så er dørtærsklen noget mindre, når virksomhederne selv står og byder sig til, siger Helle Christensen fra Sol og Strand.

- Vi har selv henvendt os til nogle, der stod og kiggede med et par meters afstand. Og pludselig fik de mod til at tale med os.

En del videregående uddannelser var mødt op. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen